Forskning

Tværfaglig socialforskning til kvalificering af national ADHD-handlingsplan.

forskning

Som en del af Satspuljebevillingen er der afsat 3,8 mio. kr. til et toårigt forskningsprojekt med fokus på tværfaglig socialforskning. Forskningsprojektet gennemføres i et samarbejde mellem Aalborg Universitet og Anvendt KommunalForskning (AKF) og har titlen:” Den sociale indsats over for familier og voksne med ADHD – samfundsmæssige strategier og praktiske løsninger”

Formål

Forskningsprojektet har som overordnet mål at bidrage til øget forståelse for, hvordan ADHD påvirker familiers og individers relationer til arbejdsmarked og samfund, samt skabe grundlag for en strategi for en koordineret social indsats, som kan forbedre disse relationer.

Sociologisk forståelsesramme

Som noget nyt sætter projektet fokus på udvikling af indsatsen over for ADHD ud fra en sociologisk forståelsesramme. Dette indebærer, at projektet grundlæggende bygger på et ressourceperspektiv i stedet for ensidigt at fokusere på funktionsnedsættelse og begrænsninger.

Projektet vil bidrage med ny viden om ADHD som socialt og kulturelt fænomen og bidrage med at gøre denne viden praktisk omsættelig i forhold til de centrale institutioner og professioner, som har håndterings­forpligtelsen af sociale problemstillinger relateret til ADHD.

Tre kerneområder

Projektet tager afsæt i tre basale sociologiske kerneområder: familie, arbejde og kriminalitet. Disse kerneområder skal hver især og sammen skabe viden med hensyn til udvikling af den sociale indsats og de konkrete løsningsforslag, der kan indgå i udformningen af Den Nationale Handlingsplan. Forskningsprojektet gennemføres inden for følgende tre forvaltningsniveauer og indsatsområder:

  1. Socialforvaltningens familieafdeling og familiernes møde med behandlingstilbud, daginstitutioner, folkeskoler og ungdomsuddannelser.
  2. Jobcentrene med særligt henblik på arbejdsmarkedsrettet støtte til voksne med ADHD i alderen 18-30 år.
  3. Kriminalforsorgen med særligt henblik på rehabiliteringsprogrammer og udslusning (handleplansarbejde og kontakten til den kommunale myndighed).

 

Metode

Forskningsprojektet bygger på interview med brugere og professionelle indenfor disse kerneområder. Samtidig indgår der observationer i udvalgte familier med fokus på deres håndtering af ADHD-problematik (egne strategier og ressourcer) og relationer til det samlede tilbud, der er tilgængelig for dem.

For at skabe grundlag for en diskussion af indsatsens helhed og sammenhæng, gennemføres store dele af forskningsprojektet indenfor en enkelt større dansk provinsby.

Forskningsprojektet gennemføres i perioden fra 1. januar 2011 til udgangen af 2012 og afsluttes med en forskningsrapport

 


Projektbeskrivelse
 

Du kan læse mere om forskningsprojektet i projektbeskrivelsen, som er udarbejdet af Aalborg Universitet og Anvendt Kommunal Forskning.

Projektbeskrivelse for "Den sociale indsats over for familier og voksne med ADHD – samfundsmæssige strategier og praktiske løsninger".


Yderligere information

For yderligere information kontakt Lise Bjerre Kyllingsbæk lbk@socialstyrelsen.dk

SOCIALSTYRELSEN