Tema 10 - Politik
Børnepolitikken skal i enhver kommune beskrive børns vilkår fra spædbarnet til teenageren, og sikre at indsatsen fra fødsel til voksenliv hænger sammen. Den skal også sikre, at der er en sammenhæng mellem på den ene side det generelle og forebyggende arbejde og på den anden side indsatsen for de udsatte børn med særlige behov.
Den skal sikre en skærpet opmærksomhed på tidlig indsats og forebyggelse, og sikre at anbragte børn og unge får de samme muligheder for uddannelse, arbejde og familieliv som andre børn og unge.
Samtidig skal børnepolitikken være retningsgivende for kommunernes indsats ved at opstille konkrete mål for indsatsen, både de langsigtede mål og delmålene undervejs. Herigennem sikres en synlighed i forhold til borgerne som via en synlig børnepolitik kan orientere sig om, hvad de kan forvente sig af kommunen på børn- og ungeområdet.
Gennem sine målsætninger kan børnepolitikken være retningsgivende i forhold til kommunens årlige budgetlægning og dermed blive det redskab, der fungerer som "den røde tråd", der skaber sammenhæng med alle andre politikker på området i forhold til daginstitutioner, skoler osv.
Politikken bør bygge på viden om børns behov og den aktuelt bedste faglige indsigt i, hvordan man hjælper børn og unge. Børnepolitikken kan derfor med fordel inddrage borgerne og repræsentanter for relevante faggrupper i udformningen af målene.
Indadtil i forvaltningen angiver politikken mål og retning, hvorfor den også udgør det primære grundlag for styringsmæssige og faglige handlinger på en række områder inden for kommunen.
Politikkens mål udgør videre det grundlag, hvor ud fra det er muligt at måle effekterne af indsatsen og vurdere om nye tiltag er nødvendige. Politikken skal derfor også regelmæssigt tages op til revision og videre udvikling.
I temaet illustreres forskellige måder at indfri disse krav til børnepolitikken på.

