Tilsyn med anbringelsessteder
Det driftsorienterede tilsyn med anbringelsessteder for børn og unge
Socialstyrelsen har udarbejdet vejlednings- og inspirationsmateriale vedr. det driftsorienterede tilsyn med anbringelsessteder for børn og unge.
Materialet er præsenteret på hjemmesiden http://tilsyn.servicestyrelsen.dk
På hjemmesiden findes faktuelle oplysninger om det driftsorienterede tilsyn med anbringelsessteder for børn og unge og relevante informationer for hver af de fire målgrupper: Politiker, Forvaltning, Tilsynsførende og Forstander/Leder.
Der kan hentes metoder, viden, inspiration, eksempler - og mange andre materialer.
Find blandt andet konkret viden om
- hvilken lovgivning, der dækker det driftsorienterede tilsyn - og hvad det ikke dækker
- hvor, der føres tilsyn
- hvad, der føres tilsyn med
- hvem, der fører tilsyn.
Baggrund
Undersøgelser har vist, at der er væsentlig forskel på kommuners og regioners tilsynspraksis. Forskellen gælder bl.a. antallet af årlige tilsynsbesøg og indholdet i de tilsynskoncepter, som kommunerne anvender. Der har endvidere været en længere offentlig diskussion af kvaliteten og omfanget af det nuværende tilsyn.
Det driftsorienterede tilsyns rolle er at sikre, at anbringelser sker under trygge rammer, som understøtter de anbragte børn og unges trivsel og udvikling. Gennem tilsyn med anbringelsesstederne kan myndighederne sikre sig et indblik i, hvordan de anbragte børns liv forvaltes, om love og retningslinjer overholdes og hvordan ressourcerne udnyttes. Vejlednings- og inspirationsmaterialet skal bidrage til, at dette sker så kvalificeret som muligt.
Vejlednings- og inspirationsmaterialet kan tilsynsførende, ledere og politikere anvende i tilrettelæggelsen og udførelsen af det driftsorienterede tilsyn med opholdssteder og døgninstitutioner.
Kontakt
Fuldmægtig Anette Sejer Perthou
E-mail: anp@servicestyrelsen.dk
Mobil: 41 93 24 01

