Klar til barn
På Socialstyrelsens nye hjemmeside www.klar-til-barn.dk, kan du læse meget mere om Klar til barn - både for fagfolk, undervisere og kommende forældre.
Klar til barn
Forældre føler sig bedre rustet til forældrerollen efter kursusforløb som skal hindre spædbørnsvold.
Socialstyrelsen fik i perioden 2004 til 2008 udviklet kursuskonceptet ”Klar til barn” som en hjælp til en række kommuner, der fra 2006 ønskede at afholde forberedende forældrekurser.
På baggrund af disse erfaringer relanceres ”Klar til barn” i perioden 1.august 2011 til 31.december 2014. Relanceringen omfatter følgende elementer:
- Revision og videreudvikling af det oprindelige kursuskoncept
- Revision og produktion af materialer og hjemmeside
- Etablering og afvikling af uddannelse af fagpersoner i kommunerne
- Etablering af rådgivningsfunktion for kommunale udbydere af Klar til barn kurserne
Uddannelse af instruktører i Klar til barn kurserne, vil blive udbudt som en del af COK, Kursuskataloget på børne- og ungeområdet.
Det er nu muligt at tilmelde sig til kurserne.
Der vil blive afholdt kurser fra oktober 2011 og løbende frem til 2014.
Formålet med kurserne er at give deltagerne kompetencer, så de lokalt i egen kommune kan gennemføre forberedende forældrekurser.
På kurset vil de kommende instruktører blive sat grundigt ind i tankerne bag "Klar til barn" og de vil trænes i at gennemføre kursusforløbet. Kurset for instruktører er inddelt i to moduler. Det første modul er af to dages varighed. Det andet modul varer én dag.
Formålet med Klar til barn er at forberede kommende forældre på forældrerollen. Kurserne skal særligt mindske risikoen for, at forældrene griber til vold eller hårdhændet behandling af deres børn. Kurserne er derfor rettet mod forældre, som har været voldelige, eller hvor der er risiko for, at de vil reagere voldeligt over for deres barn. Kursuskonceptet er udviklet med udgangspunkt i nationale og internationale erfaringer med lignende kurser.
Da Capacent Epinion evaluerede kurserne fra 2006 til 2008, blev der afholdt over 100 kursusforløb i kommunerne, og mere end 600 forældre gennemførte kurserne. Rapporten konkluderer blandt andet, at 98 % af de adspurgte forældre samlet set var tilfredse med kursusforløbet. Rapporten konkluderer også, at kurserne fik forældrene til at reflektere over børneopdragelse, forbedrede deres forståelse for spædbørns signaler og øgede deres tillid til egne evner som forældre. Blandt de kommunale kursusansvarlige var der også tilfredshed. 76 % af de adspurgte kursusansvarlige var tilfredse med kursuskonceptet og undervisningsmaterialet.
Kontakt:
Fuldmægtig Kittie Carlson, tlf.: 50 81 09 39, eller på mail: kic@servicestyrelsen.dk

