Mere effektiv behandling til unge med misbrug – 6 kommuner er gået i gang
Baggrund
Misbrugsproblemer gør det vanskeligt for unge at få hverdagen til at fungere og at gennemføre en uddannelse. Forskningen anslår, at gruppen af unge under 18 år, der er i risikogruppen for eller allerede har et misbrug af rusmidler i et omfang, der kan skade den unge fysisk, psykisk eller socialt, udgør 1-4 pct. af alle unge mellem 0 og 18 år – svarende til mellem 5.200 og 21.000 unge.
Og der findes i dag kun få behandlingstiltag på området, hvis indhold og resultater dokumenteres systematisk. Fx ved at beskrive den daglige indsats over for den unge og dennes familie eller ved at måle, hvor mange unge, der hjælpes ud af deres misbrug. Der er under Regeringsudspillet ”Lige Muligheder” afsat 60 mio. kr. til at afprøve de mest effektive misbrugsbehandlingsformer for unge under 18 år og udbrede dem i kommuner.
3 behandlingstilbud afprøves i 6 kommuner
Socialstyrelsen har på baggrund af ovenstående igangsat Projekt Misbrugsbehandling. For at sikre, at unges misbrugsproblemer afhjælpes effektivt, afprøves tre sociale behandlingsformer, der har vist sig effektive.
Det er:
- Et behandlingskoncept fra U-turn i København, der bygger på systemiske indsatser og løsningsorienterede tilgange til unge med misbrugsproblemer.
o Helsingør Kommune og Horsens Kommune
- Den Multisystemiske Terapimodel – Contingency Management, der fokuserer på at hjælpe forældrene med at genfinde forældrerollen og forbedre samspillet i familien.
o Århus Kommune og Herning Kommune
- Et behandlingskoncept fra Århus Kommunes indsats for unge under 18 år med misbrugsproblemer, der bygger på programteoretiske tanker og kognitiv terapi – Århus Kommune Model (ÅKM).
o Aalborg Kommune og Odense Kommune
Behandlingsformerne etableres i de udvalgte kommuner med henblik på forankring. Kommunerne modtager undervejs processtøtte og ekspertbistand til implementeringen, og skal derudover bruge resultatbaseret styring (RBS) i deres projektarbejde. Fælles for alle tre modeller er, at forældrene til den unge inddrages i behandlingsarbejdet. Modellerne adskiller sig ved længden af og intensiteten i behandlingen samt forskelligheder i elementer af indsatser ex om der er tale om gruppe eller individuelle tilbud, rådgivning eller dagtilbud.
Projektet løber frem til udgangen af 2014 og afsluttes bl.a. med formidling af evalueringsresultaterne. Målet er derudover at få udarbejdet detaljerede beskrivelser af behandlingsformerne til inspiration for andre kommuner.
Kontaktperson
Projektleder, fuldmægtig Gitte Bossi-Andresen
Tlf.: 72 42 39 32 / 50 81 09 38
Mail: gba@servicestyrelsen.dk

