Uddannelsestilbud for forældre og pårørende
Forældre og pårørende har ikke umiddelbart mulighed for at deltage på de formelle uddannelser på døvblindefødte området, som er beskrevet under 'Uddannelse', men der findes andre og særligt målrettede tilbud:
Forældre til børn under 18 år
Forældre til børn, som modtager vejledning fra konsulentfunktionen på Center for Døvblindhed og Høretab, har dog gode muligheder for at få viden og information om funktionsnedsættelsen medfødt døvblindhed:
-
Information om døvblindhed
Der er mulighed for at samle barnets forældre, søskende og andre pårørende til møder, hvor der formidles viden om barnets vanskeligheder og de særlige pædagogiske tiltag, der iværksættes. Forældrene og døvblindekonsulenten aftaler indhold og varighed ud fra behov og ønsker.
-
Tegnsprog/taktil kommunikation
Undervisningsforløb eller enkelte undervisningsdage for familien og øvrige netværk, hvor fokus er samspil og kommunikation, herunder tegnsprog og taktil kommunikation. Der er desuden mulighed for at deltage på relevante kurser fra Center for Døvblindhed og Høretab's kursusafdeling eller der kan aftales yderligere undervisning.
-
Videoanalyse
Forældre deltager sammen med skole, dag- og døgntilbud i løbende videoanalyser. Videoanalyse er et vigtigt og nyttigt redskab, som bruges til at analysere og forstå det døvblindfødte barn. Videoanalysen ledes af konsulenten, men alle deltagere har mulighed for at byde ind med hypoteser til afprøvning og forståelse af barnets kommunikative udspil og signaler.
-
Forældrenetværk
Den pædagogiske konsulent fra Center for Døvblindhed og Høretab's Konsulentfunktion orienterer løbende om forældreforeninger og de tilbud om møder og øvrige aktiviteter, der bliver udbudt herfra. Enkelte konsulenter kan deltage efter aftale. Konsulenterne vurderer løbende muligheden for at samle en gruppe af forældre, efter geografi, interesser og/eller genkendelige problematikker/diagnoser.
Forældre til unge/voksne over 18 år
Forældre til unge og voksne har også muligheder for at få rådgivning og vejledning om funktionsnedsættelsen medfødt døvblindhed. Det sker gennem VISO - den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation. Kontakt den tilknyttede pædagogiske konsulent fra Center for Døvblindhed og Høretab's Konsulentfunktion for at få mere information om, hvordan man kan søge om rådgivning.
Ønsker du mere information, så henvend dig til Center for Døvblindhed og Høretab's Konsulentfunktion, enten til din pædagogiske konsulent eller leder Kirsten Hansen, kirha@rn.dk, tlf. 9931 8917.
Læs også om Danske Døvblindfødtes Forening.