Fri bevægelse og mobility
Uden syn og hørelse bliver det i høj grad partnerens opgave at vise den døvblinde verden og at inspirere ham til at gå på opdagelse. Det kræver, at partneren selv er engageret i den omverden, der kunne være interessant for den enkelte døvblinde. Partnerens engagement må være så intenst, at det kan smitte den døvblinde.
Fri bevægelse
Udover engagerede partnere har det også betydning, hvordan miljøet er tilrettelagt. Miljøet må være struktureret, så det er genkendeligt og dermed trygt at færdes i. Ofte anvendes markører i form af f.eks. ændret gulvbelægning eller taktile kendemærker, som angiver ruteændring eller fungerer som en slags landmærke. Der må dog også være interessante og nye ting at udforske undervejs. Ellers forsvinder motivationen til at bevæge sig rundt.
Det område, som den døvblinde selv kan færdes frit i og udforske, vil altid være meget begrænset i omfang. Det gælder også selv om der er brugbare syns- og/eller hørerester. Det betyder, at når den døvblinde skal drage sig erfaringer, så må det tilrettelægges således, at det kan foregå indenfor det område, den døvblinde har overblik og kontrol over.
Mobilitetsproblemer vil selvfølgelig yderligere reducere dette område.
Mobility
Mobility defineres traditionelt som evnen til at kunne færdes selvstændigt og sikkert på den mest hensigtsmæssige måde.
Man kan anvende forskellige teknikker i mobility, som giver den døvblinde mulighed for at færdes selvstændigt på bestemte ruter. F.eks. kan han selv lære ruten til og fra køkkenet, eller han kan selv hente posten om morgenen. For nogle døvblindfødte er det ligeledes aktuelt at lære de teknikker, som bruges med en hvid stok.
Det er nødvendigt at anvende specielle teknikker, når den døvblinde er kørestolsbruger. Disse teknikker skal sikre, at den døvblinde ikke blot bliver transporteret rundt, men er aktiv deltagende i transporten.
Kørestolsbrugeren bør opleve, at han får information om sin omverden, så han måske selv får lyst til at udforske den. Det kræver, at han har overblik over situationen og føler sig tryg.
Ledsageteknik
Den seende hørende partner kan anvende forskellige ledsageteknikker, når partneren skal støtte den døvblinde i at færdes i omgivelserne.
Formålet med disse teknikker er at sikre, at den døvblinde kan færdes sikkert og effektivt sammen med partneren. Derudover er formålet også, at den døvblinde er så aktiv som mulig og får information fra partneren om potentielle oplevelser, som de sammen passerer.