Tekniske hjælpemidler
Da mange døvblindfødte har andre funktionsnedsættelser vil der dog også på disse områder kunne være behov for hjælpemidler. Det bør bemærkes, at der for en del diagnoser kan være tale om progredierende motoriske lidelser, som senere i livet giver behov for hjælpemidler.
Derudover peger en nyere undersøgelse på, at tidlig aldring forekommer i en del tilfælde. Dette betyder, at en del døvblindfødte kan få behov for hjælpemidler til forflyttelse i voksenalder. (Se: Senmanifestationer og aldringssymtomer - en follow-up undersøgelse).
Høretekniske hjælpemidler
Individuelt tilpassede høreapparater anvendes af de fleste døvblindfødte med hørerester. Det kræver ofte en længerevarende udredning at få en nøjagtig hørestatus, hvilket er forudsætningen for at kunne tilpasse høreapparatet optimalt.
I langt de fleste tilfælde vil der også være behov for en længerevarende pædagogisk indsats for at få døvblindfødte børn til at acceptere høreapparaterne. Det tager tid at få børnene til at erfare, at lydindtryk kan være positive og give mening.
Bevægelse og lyd anvendt samtidig har i mange tilfælde vist sig at give døvblinde børn en bedre forståelse for det, de hører.
Udbyttet af et høreapparat hænger i høj grad samme med et godt lydmiljø. Forskellige tekniske hjælpemidler kan anvendes for at mindske baggrundsstøj og for at få en bedre lydkvalitet.
I de senere år har flere døvblindfødte børn fået Cochlear Implantat (CI), som er et avanceret høreapparat, der indopereres bag øret. Det har vist sig, at døvblindfødte børn på alle væsentlige udviklingsområder får udbytte at CI. Enkelte døvblindfødte børn med CI har fået en del taleforståelse, men ingen har endnu udviklet et fuldt talesprog.
(Se Ph.d. forskningsprojekt og Børn med medfødt døvblindhed og cochlear implant)
Synstekniske hjælpemidler
For en del døvblindfødte personer kan synsfunktionen blive bedre med brillebehandling. Dog er det netop kendetegnet for døvblindfødtes synsnedsættelser, at de har et omfang der gør, at døvblinde personer er svagsynede - også når de bruger briller. Briller er som høreapparater afhængig af en grundig udredning.
Udover briller anvender nogle døvblindfødte andre synstekniske hjælpemidler, som kan forstørre synsindtrykket som f.eks. lup og CCTV.
Synsfunktionen er i høj grad afhængig af et godt visuelt miljø, hvor lysniveau og kontraster spiller en stor rolle.
Læs mere: Identifikation af medfødt døvblindhed: Temahæfte 2A og 2B