Når en elsket dør - del to

September 2007

Så døde Bossa. Sådan er livet bare. Bossa var Tormods bedstefar og min far. De to havde et kærligt forhold. Bossa havde et lager af kager og vindruer liggende til når Tormod kom på besøg. Og Tormod besøgte Bossa mindst fire gange hver uge. Tormod er opkaldt efter Bossas far - Tormod. I mindetalen til Bossa prøvede jeg at formulere relationen mellem en helt speciel bedstefar og et helt specielt barnebarn på denne måde:

Far havde en Tormod i starten af livet og en i slutningen af livet. Far og Tormod sammen var ægte kærlighed. Det var ægte, gensidig hengivenhed. Det var ægte glæde, det var ægte morskab. Far viste sin kærlighed i handling. En af livets gaver er at komme til Døllia i tusmørke sent om efteråret og finde brænde klar på pejsen, sætte en tændstik til, se bålet flamme op og se Tormod sætte sig ved pejsen, helt opslugt af det sanselige - mærke varmen, se farverne, høre det knitrer.

Det var fars måde at sige "jeg er glad for dig" til Tormod. I Tormods begrebsverden er det "Bossa-Tormod-sammen", der nu er "borte".

Processen

Bossa blev syg og døde hurtigt. Efter Bossas død var Tormod på sygehuset sammen med sine brødre. Bossa lå i sygehussengen. Jeg havde været i sygehusets have for at finde grene til et interimistisk kors. Vi havde ikke noget billede af Bossa med os på det tidspunkt.

Så lavede vi en ceremoni ved sengen, hvor hele familien var til stede. Elementerne var de samme som ved Terjes kiste (læs om den i første del af historien). Det tog lidt tid før det gik op for Tormod at nogen var død. Jeg tror først han fandt ud af, hvem det var, på et senere tidspunkt.

Da vi startede var Tormod som sædvanlig i godt humør. Han hoppede og sprang rundt, men hele den følelsesmæssige stemning ændrede sig, da han genkendte ritualet. Han satte sig ned på sengens kant. Jeg gentog flere gange "Tormod-Bossa-sammen" var "tomt og borte" og "Bossa-død". Jeg sang "En smuk lille blomst" i hans øre. Jeg måtte gentage det tre gange. Vi lavede et kors og lagde det på Tormods bryst for at skabe det sensoriske spor. Tormod lagde korset på sengen ved far. Reidar Martin - Tormods lærer og min bror - tog over og gentog alt, hvad jeg havde gjort. Så var Tormod færdig. Han ville væk fra sengen og fra sygehuset. Han tog over til Reidar Martins hus. Han var vred, da han kom derover. Det utænkelige var gået op for ham undervejs. Bossa var død - og "Bossa-Tormod-sammen" var virkelig "borte, tomt og færdig".

Hele familien var samlet den aften til gråd og latter. Tormod var midt i det - han gik fra favn til favn.

"Mormor"

Nogle dage senere sagde vi alle et sidste farvel til Bossa. Nu havde Tormod forstået, hvem det var, som lå i den åbne kiste. Han og jeg kom ind i kapellet som de sidste. Jeg sagde igen, at "Tormod-Bossa-sammen" var "borte" - Bossa var død. Tormod reagerede med vrede, ikke et raseriudbrud, men han stampede i gulvet og bed sig i fingeren - hans sproglige udtyrk for, at "det her er dumt og trist". Jeg kopierede hans udtryk og sagde også med tegn, at "mor græder, Reidar Martin græder" osv. Jeg var vældigt bevidst om at bruge de navnetegn, jeg vidste, han ville genkende. Da tog Tormod fusen på mig. Han greb min hånd og tegnede tegnet "mormor" på minpande. Som om han sagde "ja, og hvad med mormor?". Jeg bekræftede, at mormor også græd. Så rev han sig løs fra mig og stormede ind i mormors favn. Det var jo hende som trængte mest til hans trøst!

Den eneste forklaring, vi kan finde på Tormods opførsel, er, at han har en god empatisk forståelse. Han havde kortlagt, at Bossa og mormor hørte sammen. Nu var den ene død - den anden trængte til at "mormor-Tormod-sammen". Ingen har tidligere set, at han har brugt tegnet for mormor.

Vi fortsatte ceremonien bagefter. Alle lagde blomster i kisten, låget kom på. Tormod og storebror Jonas tændte lyset i Jonas-stagen (en lysestage brødrene har lavet samen, red.) og det interimistiske kors fra sygehussengen blev lagt på kistens låg. Og vi sang "En smuk lille blomst" alle sammen - Tormod sang højest af alle. Han skrålede, han fraserede, han trak vejret i takt med mig - han var helt på omgangshøjde med alle andre i rummet. Midt i sangen ville han, at jeg skulle synge i hans øre. Hele kroppen dirrede, dette var så intenst. I sidste vers knækkede han sammen i latter.

Jeg ved ikke, om Tormod registrerede, at vi kørte i roligt tempo de to mil fra Tynset til Alvdal. Jeg ved heller ikke, om han registrerede, at Bossas kiste fik en sidste æresrunde hjemme på gården, inden den blev sat i kirkens kapel.

Tormod fulgte efter dem, som bar kisten ind i kapellet. Vi stod rundt om kisten alle sammen. Tormod og jeg stod ikke sammen, men han kom og hentede mig og førte mig hen til kisten. Jeg opfattede, at han sagde "plejer vi to ikke at gøre noget i sådan en situation?". Jeg sang sangen igen, og så var Tormod færdig - troede vi. Han gik ud, men da der ikke var nogen, som fulgte efter, stoppede han op og gik indenfor igen. Han kiggede sig omkring, som om han sagde "Kommer I snart?". Mormor fangede dette og sagde, at "nu har chefen talt, vi må hellere følge med". De fleste tog af sted. Det var kun Tormod, Reidar Martin og jeg, som blev. Tormod forsvandt op i kirkens sakristi. Der sad han længe på en sofa og tænkte. Til sidst hentede jeg ham, vi skulle jo ned til kaffe hos mormor. Tormod havde planer om noget helt andet. Han ville ned i kapellet igen. Døren var låst, så vi kaldte på bedemanden Tirill, som kunne lukke os ind.

Tormod tog min hånd og førte mig rundt i rummet. Han har ikke udforsket fremmede rum i flere år, men nu førte han mig rundt i rummet mens han kørte en finger langs væggen. Fingeren søgte over et lille alter, følte på alle vægpyntens ornamenter. Samtidig sagde han med tegn, at det var "koldt". Et tegn, jeg aldrig har set ham bruge før. Jeg tror, at han var i gang med at vise mig, at sådan ser det ud, hvor Bossa ligger nu. "Det er i grunden helt OK, og det er koldt her". Måske skal denne hændelse ses i lyset af mormor-hændelsen. Måske vidste Tormod også, at Bossa (min far) og jeg var knyttet sammen med et "mor-Bossa-sammen"-bånd.

Så var der kaffe med mormor. Tormod sammen med brødre, fætre og kusiner. Han pendlede lidt mellem deres favne. På vej hjem i bilen trak han jakken op over hovedet og lukkede verden ude. Hjemme ved sig selv hængte han et billede af Bossa op ved siden af billedet af Terje. Han strøg forsigtigt hånden over billedet, smilte, krøb op til pædagogen, som var på job og sov kort tid efter. Mentalt var han fuldstændig brugt.

Nogle dage senere tog fætre og kusiner ud på sæteren for at finde lav, enebærgrene og sten, der kunne bruges som pynt til begravelsen. Tormod var midt imellem dem. Lidt af et syn, sagde min bror, da han så syv silhuetter mod himlen over fjeldet. Tormod fik også lov til at være med i denne vigtige del af processen.

Begravelsen

Tormod var med til at bære kisten ind i kirken. Han kontrollerede hurtigt alteret og resten af kirken. Vi sang sangen ved kisten og lagde det hjemmelavede kors oven på. Tormod var kommet meget længere i processen end på det tilsvarende tidspunkt, da Terje døde.

Senere kom der et billede af Bossa op nede i midtergangen. Der blev Tormod. Han stod og så på billedet af Bossa. Ingen kropslige tegn på uro, bare en indre stilhed og forundring. Han stod der en halv time. Ret op og ned.

Under selve ceremonien lå Tormod i far Jan Oles favn og holdt sig for panden. Han var træt, han sørgede.

Udenfor, da kisten blev sænket i den åbne grav, gik han først med øjnene lukkede. Han ville ikke se. Han blev hos Jan Ole og kiggede til sidst i graven. Tormod var med til gravøl på Aukrustcentret sammen med 150 andre. Han sad sammen med sin far og mormor. På det tidspunkt var Tormod færdig. Han violle forlade selskabet. Han havde brugt dagen, han havde taget sin afsked med sin elskede Bossa. Han havde forstået. "Bossa-Tormod-sammen var tomt/borte".