Ny rapport om handicap og FN-konventionen
Et kæmpe arbejde og flere hundrede menneskers bidrag ligger bag en stor rapport, som blev offentliggjort ved et større arrangement d. 9. juni 2011 i New York af World Health Organization og The World Bank. Rapporten - ’World Report on Disability’ - er den første nogensinde af sin art.
World Report on Disability
Rapporten giver et billede på, hvorfor mennesker med handicap generelt på verdensplan har dårligere helbred, lavere uddannelsesniveau, færre økonomiske resurser og en større risiko for et liv i fattigdom end mennesker uden handicap.
Den giver bud på, hvordan man kan overvinde de barrierer, der skal til for at handicappede globalt set kan få bedre livsbetingelser. For 1 millard mennesker med handicap svarende til 15,6% af verdens befolkning kan rapporten forhåbentlig få rigtig stor betydning.
FNs Handicapkonvention
Rapporten må ses som et væsentlig bidrag til implementering af FNs handicapkonvention. Konvention er nu ratificeret af 101 lande og den trådte i kraft i Danmark d. 23. august 2009. World Report on Disability kommer her med en lang række praksiseksempler, som kan inspirere til et mere inkluderende og understøttende samfund til gavn for personer med funktionsnedsættelser.
Rapporten er et digert værk på 349 sider, som også omfatter et kort resume, plakater og fine videoklip.
På WHO's webside kan du downloade den fulde rapport, resume m.v. og du kan se de korte videoklip. Se rapport, video mv.
