Kommunikation
Mange har en fornemmelse af, at det må have noget hænderne at gøre. Men hvordan udvikler man kommunikationen? Hvordan kan en seende hørende person skabe en fælles forståelse og kommunikation med et menneske, som helt eller delvist mangler de to sanser, vi andre bruger, når vi kommunikerer?
Kropslig - taktil kommunikation
Et svar er, at de fleste døvblindfødte personer udtrykker sig kropsligt - taktilt. Det vil sige, at de anvender krop og hænder til at udtrykke sig med. Det betyder også at de aflæser, hvad partneren udtrykker ved at lægge sine egne hænder let ovenpå partnerens hænder eller krop.
Hvordan udvikles komunikation?
I princippet udvikler alle mennesker - og dermed også døvblindfødte - kommunikation på samme måde.
Døvblindfødte er dog totalt afhængige af, at deres nære samværspartnere prøver at forstå verden fra deres perspektiv og anvender de sanser, som fungerer bedst for den døvblinde i al samvær og kommunikation. Relationen til andre mennesker og interesse for og viden om omverdenen er grundpillerne i at kommunikere med nogen om noget.
Grundlæggende kommunikation
Grundlæggende kontakt og samspil skabes i daglige rutine- og legeprægede situationer. Kropslige, rytmiske og emotionelle aspekter spiller en helt afgørende rolle i disse samvær. Den døvblindfødte erfarer gennem disse emotionelle samvær, at den anden person "ser" ham, reagerer på hans udspil og finder på nye og spændende ting.
Det ligner den måde et seende hørende barn udvikler alle de nødvendige kommunikationsredskaber, som f.eks. tillid til og opmærksomhed mod hinanden. Gennem lege og daglige rutinesituationer får parterne en fælles erfaringsverden, som de kan dele. Hermed er den grundlæggende kommunikation etableret.
Partnerne bruger i denne fase først og fremmest emotionelle og kropslige udtryk for at påvirke og forstå hinanden. Derudover kan partneren bruge konkrete genstande - referenceobjekter - til at støtte kommunikationen. Moderen giver f.eks. sit barn en ske, før barnet skal spise
Sproglig kommunikation
Under den grundlæggende kommunikation og efter samspillet er etableret, forsøger partneren så ofte som muligt at sætte tegn eller ord på det, barnet er opmærksom på. Her spiller den døvblindes sansemæssige muligheder en afgørende rolle for, hvordan dette sker, og for hvilke kommunikationsformer, partneren skal anvende.
For mange døvblindfødte forbliver de kropslige gester den væsentligste kommunikationsform, mens andre anvender flere og flere sproglige elementer. Hvor god et menneske med medfødt døvblindhed kan blive til at kommunikere afhænger dels af den døvblindes sansemæssige og kognitive kapaciteter, dels af partnerkompetencen hos de personer den døvblinde møder i sit liv.
I serien Kommunikation og Medfødt Døvblindhed kan du læse meget mere om udvikling af kommunikation med døvblindfødte.
Se også følgende artikler, som er udgivet som faghæfter:
Udvikling af kommunikation med døvblindfødte og At tale hændernes sprog fra hånd til hånd.