Værkstedsplads
Værkstedsplads i Mariagerfjord Kommune blev etableret i 2006 og er målrettet unge i alderen 14-17 år.
Der er tale om unge, som typisk er udadreagerende og "fylder" meget i lokalsamfundet. De har problemer med at passe skole eller arbejde. Det er ofte unge, der skulle have været anbragt, men hvor det vurderes, at det ikke nytter med anbringelse. Foranstaltningen er derfor oprettet som et alternativ til anbringelse.
De unge placeres på udvalgte værksteder, hvor f.eks. mekanikeren indgår som støtte-kontaktperson. De unge tilbringer både arbejdstid og en del af deres fritid på værkstedet og de kan ringe til kontaktpersonen også udenfor "arbejdstid".
Afgørende for projektets succes er den meget tætte tilknytning, som de unge får til deres kontaktperson - de er ofte sammen mere end 37 timer - og vedkommende bliver den unges omdrejningspunkt.
Foranstaltningen har bragt unge videre socialt og har hjulpet dem til at få en læreplads. De unge oplever at kunne yde og have succes med deres arbejde. Det har stor betydning for de unge, at de leverer en præstation, der værdsættes - de er noget og kan noget. Det giver status både i de unges netværk blandt andre unge og hos forældrene.
I gennemsnit modtager to unge foranstaltningen.