Rigtige venner

Af Karen Pedersen

Vejret er mildest talt ikke noget at grine af denne martsdag. Regn og rusk indhyller det lille hvide hus på Æblekjærvej i Snertinge. Indenfor er der anderledes lunt og venligt. Og højt humør!

Katten Sofus tager imod sammen med husets beboer, Laila. Sammen viser de vej til sofabordet, hvor Laila har dækket op med de fine mokkakopper, gule servietter, påskeæg og snapseglas. Til en enkelt lille en ...

"Det med snapsen er en ny tradition," griner Laila og sætter sig til rette i sofaen sammen med veninden Johnna. Skål på den!

God kemi

I februar var det 10 år siden, Laila Michaelsen, 62, og Johnna Nielsen, 56, mødte hinanden på det socialpsykiatriske botilbud Glim Refugium ved Roskilde, hvor Johnna arbejder, og Laila boede på det tidspunkt. Johnna blev kontaktperson for Laila, og de fandt hurtigt ud af at de havde god kemi.

Johnna: "Vi har samme humor, vi når ind til hinanden, forstår hinanden. Vi talte godt sammen med det samme, også om svære ting. Vi har respekt for hinanden."

Derfor var det også naturligt at blive ved med at ses, da Laila for tre år siden flyttede fra Glim.

Johnna: "Nu var det Lailas tur til at se, hvordan jeg bor. Hun har mødt min familie, vi har været på ferie sammen, vi giver hinanden små gaver ... det udviklede sig bare."

De to mødes ca. en gang om måneden. Mest hos Laila, fordi Johnna har bil og lettest ved at transportere sig.

Laila: "Så snakker vi om, hvad vi har oplevet. Nogle gange tager vi til Jyderup og drikker kaffe og bruger penge."

Johnna: "Vi ser også fjernsyn sammen og snakker om det - eller om hvad vi har læst i avisen. Det, der maser sig på ... Må jeg bede om lidt mere kaffe, Laila?"

"Det er selvbetjening," kommer det rapt fra Laila, men så ryger låget af termokanden og ind under sofaen, så hun må ned og rode.

"Ja, det er den tynde, der må ind her," lyder det dernedefra. Laila dukker op igen og fortæller med et grin, om dengang de to var på udflugt til museet i Hornsherred og blev interviewet og fotograferet til lokalavisen. Men kun Johnna kom med på fotoet i avisen - "hun fyldte så meget at der ikke blev plads til mig!"

Til sommer skal de i sommerhus i Odsherred - igen. Den tradition blev født for tre år siden.

"Vi trængte til at være lidt længere sammen og have det hyggeligt," forklarer Laila.

Bonusfamilie hos Johnna

På skænken ved sofaen står et lille bryllupsbillede. Laila blev gift i 1974, hendes mand lever ikke mere, men det skal vi ikke tale for meget om.

"Vi nåede at holde sølvbryllup, og jeg går stadig med min ring," fortæller hun.

Laila har ingen familie tilbage. Men hun har en slags ekstra familie i Johnnas. Hun har mødt Johnnas mand og søn - og morbror.

"Vi har aftalt at vi snart skal besøge min mor. Og så regner jeg med at Laila skal holde jul hos mig - hun ved det bare ikke endnu!," siger Johnna.

"Nå, det er jeg spændt på!," griner Laila.

Bliver I nogensinde uvenner?

Johnna: "Nej ... Måske har det også noget med vores alder at gøre, der kommer mere ro med tiden.

Men Laila har skam temperament! Hvis hun blev vred på en kollega på Refugiet, måtte jeg sommetider gå ind og blande mig."

Laila: "Ja, jeg havde Johnna som 'medicin'. Hun kunne bremse mig ned!"

Man kan vælge venskabet

De to taler om at deres venskab falder i to dele - på og efter Refugiet. Hvad der er bedst, er svært at svare på, synes Laila.

"Det er forskellige måder. Jeg er glad for at du kommer, at jeg har en veninde - på Glim havde du også andre personer."

Johnna har gjort sig en del tanker om udviklingen i venskabet, fra den professionelle til den personlige relation.

"Relationer er vigtige. Og to mennesker kan blive enige om at fortsætte med at ses. Livet er fyldt med muligheder, hvis vi tør åbne op. Jeg mødte Laila på min vej, og vi går videre ad den vej. Det er noget med at bruge det, man intuitivt føler, når man møder hinanden."

"Jeg synes, det er godt at psykiatrien i dag åbner op for at etablere den slags relationer. Som professionel har man mulighed for at gøre en forskel, fordi man er der, når relationen begynder.

Man kommer tæt på mennesker, som fortæller én de dybeste ting. Det gør at man ikke skal begynde forfra i et venskab. Jeg har også været besøgsven, og der synes jeg, at der skulle et andet 'fodarbejde' til." Laila: "Det her er mere trygt."

Dig ka' jeg li'!

Johnna: "Jeg læste en artikel om psykisk syge og kontaktfamilier. Jeg synes den måde, man matcher en psykisk syg og en familie på, kan komme til at virke kunstig. Det samme med besøgsvenner. Jeg tror mere på at man kan møde hinanden i dagligdagen."

Laila: "Ja, hvis man skal skrive efter en (besøgsven, red.), kender man jo ikke den, der kommer."

Johnna: "Som professionel kan man selvfølgelig ikke udvikle tætte relationer med alle beboere. Jeg fik kontakt med Laila, så er der måske en anden, der knytter en kontakt med en anden beboer. Jeg mener at man som professionel nogle gange skjuler sig bag et skjold: 'Jeg er ansat'. Man kan godt give noget personligt også. Det er det, der løfter og giver håb til et menneske, som har ondt i følelserne. Det er også det, recoverytanken bygger på."

Venskab handler vel både om at give og få. Hvad får I fra hinanden?

Johnna: "Jeg får opmærksomhed, anerkendelse, en god veninde. Grin. Latter. Humor. Jeg får lov at mærke at jeg gør en forskel for et andet menneske."

Laila: "Og jeg får en god veninde - dig kan jeg li'!"

Fremtid

Er I stadig venner om fem år?

Laila: "Vi kan jo ikke se frem ..."

Johnna: "Jeg tror ikke, jeg kan lade være! Det er dejligt, også selvom vi nogle gange kun er sammen en time eller halvanden. Jeg bliver 'høj', det er en god følelse. Jeg ville ønske at det, vi har, kan inspirere andre.