Det handicappede samfund

Af Thomas Hye-Knudsen

Erik Olsen, der er en af de danskere, som mest indgående har studeret og kæmpet for vilkårene for mennesker med sindslidelser – i Danmark og i EU – har engang udtalt, at brugerorganisationernes stadig meget lille stemme i udformningen af den nuværende og fremtidige psykiatri ikke skyldes ond vilje eller en samfundsmæssig iboende trang til at undertrykke afvigende mennesker. Det skyldes ”mentalisme”, som han kalder det. Det faktum, at man gerne vil gøre noget for de gale. Men ikkelade de gale gøre det. Erik Olsen er fra en generation, hvor en svær depression i 1991 kunne udløse en førtidspension. Siden er han kommet sig og har i 15 år siddet med omkring bordet og arbejdet med FN’s konvention i et internationalt samarbejde mellem mange psykiatribrugere/aktivister – World Network of Users and Survivors – og IDA, International Disability Alliance, og som repræsentant for LAP (Landsforeningen af Psykiatribrugere) i et europæisk netværk, som har kæmpet mennesker med sindslidelsers egen kamp i en sådan grad, at det har haft indflydelse på ordlyden i FN’s handicapkonvention, som Danmark ratificerede i 2009. Med handicapkonventionen er der nemlig taget hul på en ny æra, hvor ”galskaben” får mulighed for at udfolde sig i det offentlige rum og på arbejdspladserne, selv om konventionen helt sikkert vil udfordre samfundets rummelighedsbegreb i almindelighed – og også psykiatriens og retssystemets praksis i særdeleshed – i årene fremover.

Ny velfærdsdimension

Erik Olsen har ikke bare sat sig ind i konventionens mange paragraffer, men har også nærlæst de kommentarer og særlige fokuspunkter, som FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder har følt anledning til at understrege i deres årsrapport, som har til formål at minde de pågældende lande om, hvad de har forpligtet sig til ved at tiltræde konventionen.

”Velfærdssamfundet har bygget på et fundament, hvor holdningen har været, at man skulle beskytte de svage. Dette er i handicapkonventionen blevet vurderet som et misforstået hensyn, som fratager alle borgere en reel mulighed for at blive inkluderet i samfundet. Men også som en model, der har åbnet en dør til tvangs- og straffeforanstaltninger, som vi normalt ikke forbinder med dansk demokrati og frihedsidealer,” siger Erik Olsen, som har svært ved at skjule sin begejstring over konventionens ordlyd, selv om baggrunden for konventionen er dyster.

”Tidligere kunne personer frihedsberøves og tilbageholdes i henhold til international menneskerettighedslov, hvis de var kendt i det psykiatriske system og flakkede om på gaderne. Med den nye konvention kan myndighederne ikke uden videre benytte sig af den fremgangsmåde, da frihedsberøvelse som følge af enhver form for handicap inklusive mentalt eller intellektuelt betragtes som diskrimination.”

Opgør med institutionsvældet

Der udspiller sig i disse år en stribe retssager, hvor personer forsøger at gå i rette med de vilkår, som de er underlagt, hvis de mod deres vilje har været hensat til en tilværelse og et liv på en institution eller et særligt bosted som særforanstaltning. Også på dette område bliver konventionen en udfordring, som de færreste regioner og kommuner formentlig vil være gearet til at indfri.

Den siger nemlig, at ”Lovgivning, der tillader institutionalisering af mennesker med handicap på grund af deres handicap uden deres frie og informerede samtykke, skal ophæves. Dette skal inkludere ophævelsen af vilkår, der tillader institutionalisering af mennesker med handicap med sigte på pleje og behandling uden deres frie samtykke, såvel vilkår, der godkender forebyggende tilbageholdelse af mennesker med handicap begrundet i sandsynligheden for, at de udgør en fare for sig selv eller andre, i alle tilfælde hvor sådanne grunde til pleje, behandling og offentlig sikkerhed er forbundet til lovgivning omkring en åbenlys eller diagnosticeret psykisk sygdom”.

Erik Olsen uddyber: ”Det skal ikke forstås sådan, at personer med et handicap ikke kan blive lovligt tilbageholdt med henblik på pleje, behandling eller som forebyggende foranstaltning, men at frihedsbegrænsningen ikke kan motiveres i kraft af deres handicap, men være neutralt defineret, så det i praksis kan omfatte alle borgere,” siger Erik Olsen med afsæt i årsrapportens bemærkninger til konventionen. Han imødeser, at teksten i højkommissærens udlægning vil give anledning til panderynker, og at det tager tid at få hele det psykiatriske system til at agere i overensstemmelse med de nye tider.

”Men det bliver et opgør med kvasiinstitutioner, bocentre og særforanstaltninger. En udvikling, som er i sin vorden, men som vi har forpligtet os på at accelerere. Og det kan formentlig kun ske i praksis, hvis både medarbejdere, forvaltninger og brugere finder sammen og bliver omskolet til at tackle de nye tider,” vurderer Erik Olsen.

Straffrihed som straf

Et tredje og meget væsentligt element i konventionen handler om straf – eller rettere – om straffen, der ligger i ikke at kunne gøres ansvarlig for sine egne handlinger. Igen et tveægget sværd, der på den ene side engang var tænkt som en beskyttelse af mennesker, som i princippet ikke ”kunne gøre for det”, hvis de overtrådte landets love. Men som også kunne sættes ud af spillet ved hjælp af en psykiatrisk overlæges retslægeerklæring, som i stedet for en udmålt fængselsstraf kunne udløse en behandlings- eller forvaringsdom – på ubestemt tid.

Handicapkonventionen gør op med det princip ved også at anerkende, at mennesker med handicap både har retsevne og retlig handleevne. Man afskaffer dermed muligheden for en generel strafferetslig ansvarsfrihed alene begrundet i personens mentale eller intellektuelle handicap. Den udlægning klinger fint i Erik Olsens ører: ”Vi vil også have mulighed for at blive straffet – og dermed også have ret til at være kriminelle som alle andre. Det er bedre at kunne få sin straf, så man også har mulighed for at komme videre i sit liv. Der finder en forskelsbehandling sted, hvor man fratager mennesker med sindslidelser ansvaret for deres handlinger. Men prisen for dette har ofte været tvang, medicin eller forvaring på ubestemt tid,” siger han.

Selv om teksten i konventionen sætter nye standarder for, hvem, hvad, hvor og hvordan mennesker med sindslidelser kommer til at udfordre psykiatriens udvikling i Danmark, så vil der gå en årrække, før konventionen er blevet en naturlig og selvfølgelig del af den danske menneskerettighedsopfattelse, vurderer Erik Olsen. Men han er en tålmodig mand.

”Måske kan det fremstå på den måde, at konventionen slet ikke anerkender, at nogen er syge og har brug for en særlig indsats eller psykiatrisk indsats fra læger. Men selvfølgelig kan mennesker med psykiske lidelser også have behov for behandling, som mennesker med somatiske sygdomme, hvis bare det sker med erklæret samtykke og i dialog. Og man kan også godt blive udsat for at komme i fængsel, hvis man er til fare for andre. Men konventionen slår en tyk streg under, at man ikke kan diskriminere og betjene sig af særlove, som udelukkende er tiltænkt særlige grupper – eksempelvis indvandrere eller mennesker med sindslidelser.”

Ressourcestærke brugere

Der bliver i disse år talt og skrevet meget om, hvordan vores velfærdssamfund kommer under pres, fordi der bliver pres på de offentlige velfærdsydelser, og tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet langt overstiger tilgangen. Hvad det betyder for gruppen af mennesker med sindslidelser i forhold til de nye rettigheder og de ressourcer, som implementeringen af konventionen kommer til at lægge beslag på, kan det af gode grunde være vanskeligt at gisne om. Men Erik Olsen håber, at man vil lære af nogle af erfaringerne fra England, som har fundet ressourcer i brugerorganiseringer blandt mennesker med sindslidelser, som både har ekspertise, brugererfaring og vilje til at gøre en forskel.

”Der vil gå tid, før en psykisk krise vil blive sidestillet med et brækket ben og en snurren i armen suppleret med brystsmerter. Så en akutgaranti på psykisk behandling inden for 24 timer, som kan afværge en psykose, er næppe lige om hjørnet. Men i forhold til de mange, som har været i psykiatrien i årevis, og som ikke har noget netværk uden for institution eller bosted, vil det være oplagt at inddrage os uden at gøre frivillige brugere ansvarlige for, at andre mennesker med sindslidelser nu også får opfyldt deres formelle rettigheder i forhold til konventionen. Den inklusionsopgave har samfundet og dets strukturelle rammer nu forpligtet sig på, understreger Erik Olsen.

FAKTA

Handicapkonventionen giver i Danmark 70.000 mennesker med sindslidelser samme rettigheder og pligter som andre handicappede.

Du kan downloade FN’s handicapkonvention på www.sm.dk