Fremtiden er godt i gang

af Finn Blickfeldt Juliussen, Faglig koordinator Team Socialpsykiatri

Hvor står socialpsykiatrien i dag? Hvordan har socialpsykiatrien flyttet sig? Og hvor er den på vej hen? Det giver det faglige team for området socialpsykiatri i Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri (ViHS) et bud på i bladets indledende artikel, som videre bliver uddybet med en række konkrete eksempler fra praksis.

Det gamle videnscenter blev ved årsskiftet 2010/2011 fusioneret ind i Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri - en fusion, som samtidig afspejler en vision og en logik.
Logik, fordi Danmark ratificerede Handicapkonventionen i 2009, og fordi Handicapkonventionen omfatter mennesker med psykiske funktionsnedsættelser.
Vision, fordi recoveryperspektivet ikke nødvendigvis alene skal reserveres til mennesker med en psykisk sygdom.

I bakspejlet ser vi, at recoveryperspektivet bliver synligt i Danmark omkring år 2000, og rehabilitering mange steder efterhånden bliver revitaliseret som en faglig spejling af recovery. Spørgsmålet er: Hvordan kan fagfolk understøtte indsatser, hvor mennesker får mulighed for at komme sig?
Med Handicapkonventionen kom der fra officiel side fornyet fokus på faglighed og organisering, som understøtter en inkluderende tilgang til området.
Den nyligt udkomne World Report on Disabilities (2011) understøtter også bestræbelserne mod at nedbryde barrierer og fremme inklusion.
Da ViHS blev etableret, blev en række forskellige videnscentre fusioneret ind i Servicestyrelsen. Det betød blandt andet, at Servicestyrelsen overtog en mindre skov af vidt forskellige fagblade, som alle er blevet afviklet hen over sommeren.

Bladet Socialpsykiatri er blandt de udgivelser, som ophører, og dette blad er derfor det sidste.
Gennem de sidste 14 år har bladet været et vigtigt talerør for socialpsykiatrien og været med til at påvirke dagsordenen. Nye formidlingskanaler i ViHS skal nu sikre, at der fortsat bliver sat fokus på nye indsatser og områder inden for det socialpsykiatriske felt. I den forbindelse har ViHS udarbejdet en kommunikationsstrategi, som
indeholder en række nye udgivelser og formidlingsformer. De nye initiativer bliver beskrevet på side 33.

Vi vil gerne sige tak til de mange frivillige fagpersoner, forskere og brugere, som gennem tiden har stillet op til interviews til bladet. Tak til redaktionspanelet for inspiration, engagement og ideer til bladet. Og tak til alle vores trofaste læsere gennem årene.

Vi håber, I vil tage godt imod de nye formidlingsløsninger, som ViHS vil rulle ud i sidste halvdel af 2011.

God fornøjelse med bladet.

OM SOCIALSTYRELSEN


Socialstyrelsen

Edisonsvej 18. 1.
5000 Odense C
telefon.: 72 42 37 00,
E-mail: info@socialstyrelsen.dk
EAN-nr.: 5798000354838
CVR-nr.: 26144698

RSS