Hvilken socialpsykiatrisk indsats bliver særlig vigtig de kommende år?
Mogens Seider, socialpsykiatrileder, Høje-Taastrup Kommune
Indsatsen skal være fleksibel og mangfoldig, ganske som menneskelivet er mangfoldigt, og den skal afspejle, at psykisk sårbare borgere har deres egne personlige livsforløb, håb og drømme. Og rehabiliteringsindsatsen skal tage udgangspunkt i borgerens eget perspektiv. Udviklingstendenserne lige nu kalder på mere konforme og ensartede hjælpe- og støttemodeller. Det er en udfordring, hvis medarbejderne i socialpsykiatrien møder borgeren med en forholdsvis fast dagsorden og tilbudsvifte. Den socialpsykiatriske akilleshæl er de udfordringer, vi har med at skabe reel social inklusion. Vi vil opleve megen udflytning fra bostederne til en hjælp, der leveres og modtages i borgerens eget hjem. Det er en udvikling, der giver mulighed for et liv med deltagelse. Socialpsykiatrien skal udvikle metoder, der fokuserer på, at borgeren kan komme sig og støtten bør tilrettelægges, så den understøtter muligheden for at leve et meningsfyldt liv. Der er mange dygtige engagerede medarbejdere, men vi skal udvikle disse medarbejderes personlige og faglige kompetencer.
Lise Jul Pedersen, Redaktionsleder på TOSSEKASSEN med brugererfaring
Socialpsykiatrien skal reorganiseres, så der alene kommer fokus på at integrere mennesker med psykiske vanskeligheder i det almindelige levede liv. Det skal ske via arbejde, uddannelse, familieliv og netværk. Og i form af meningsfulde relationer med mennesker, der ikke er i samme situation som én selv. Det kræver, at psykiatribrugerne også selv orker den ofte smertefulde forandring: Livet er på mange punkter gået videre for deres jævnaldrende, mens de selv har været udsat for en køreplansforstyrrelse. Personen skal derfor have mod på at stå på toget igen, selv om han eller hun længe har været sat af. Forudsætningen for denne bevægelse er, at psykiatribrugeren SELV holder op med at opfatte sig som en, der skal berette om problemer for at få opmærksomhed – og i højere grad ser nye krav, som en mulighed i stedet for en fare for fiasko. For smides man ud på dybt vand, kan langt flere end forventet, svømme. Samtidig må man have dyb respekt for, at mennesker kan have behov for at befinde sig et trygt sted, uden krav – fordi man samfundsmæssigt for længe har været sat af. For har man ingen selvtillid, kan ting, der ikke lykkes, virke som en fiasko.
Preben Brandt, speciallæge i psykiatri, dr.med., formand, projekt UDENFOR
Socialpsykiatrien dækker ganske mange fagområder og indsatser, og den retter sig mod en bred og forskelligartet gruppe, der, med baggrund i et psykosocialt handicap, har behov for særlige sociale indsatser for at få et ordentligt liv. Særlig interesse skylder vi dem, der samtidig har omfattende og tunge sociale problemer, som fx hjemløshed, misbrug eller betydelig anderledes adfærd. I løbet af de sidste 15 år er der etableret boliger for dem, der ikke kan klare at bo i selvstændige boliger. Der er vel i dag mindst 6000 sådanne boliger. Nogle er gode og velgennemtænkte boliger, men alt for mange er utidssvarende. Mange boliger er blot værelser i det, man kalder bofællesskaber, eller uværdige småhybler, der på ingen måde er med til at skabe rammerne for et godt liv. Der er et påtrængende behov for en øget forståelse af boligens selvstændige betydning for at have det godt. Det kræver en socialfaglig interesse i sagen, inddragelse af kvalificerede arkitekter og politisk vilje til at sikre den nødvendige økonomi.
Klaus Müller-Nielsen, ledende overlæge, Børne- og Ungdomspsykiatrien Kolding og Augustenborg
Svaret må være, at det dels er vigtigt at få de mange relevante stemmer i socialpsykiatrien frem. Det er en start på fremtiden, men ikke i udgangspunktet beskrivelsen af et færdigt produkt. Vi skal have samlet alle involverede parter – patienter, pårørende, interesseorganisationer, kommunale repræsentanter, fagfolk fra behandlingspsykiatrien og politikere, der kan bidrage til at gøre status på socialpsykiatrien. Formålet er at samle de mange synspunkter til et grundlag, der hjælper til at give slip på de vante mønstre, socialpsykiatrien opfattes på, og som fremmer nye perspektiver ud fra et helhedssynspunkt. Det gør det muligt at beskrive modeller for en socialpsykiatrisk indsats. Modeller der afprøves og udfordres i praksis. Det hele skal funderes lokalt, fx i en kommune. Og der skal være god tid til modelbeskrivelser, men kort tid fra model til afprøvning i praksis.
Lena Kongsrud, social- og psykiatrifaglig leder, Frederiksberg Kommune
Socialpsykiatrien dækker i dag en bredere målgruppe end tidligere. Ud over personer med skizofrene og affektive lidelser fylder gruppen med personlighedsforstyrrelser samt ADHD mere og mere hos de borgere, som henvender sig til kommunerne for at få hjælp og støtte i forhold til deres hverdagsliv – fx når det gælder arbejde, fritid og bolig. Den kompleksitet af problematikker betyder, at løsningerne skal findes i samarbejde med mange forskellige instanser. Ud over borgerne og deres pårørende, som er det naturlige centrum for alt samarbejde, skal der etableres et samarbejde på tværs af sektorer mellem den regionale psykiatri og den kommunale socialpsykiatri. Det er også vigtigt at være opmærksom på samarbejdet i den enkelte kommunes forskellige centre og afdelinger: Jobcenter, sundhedscenter, misbrugscenter, socialcenter m.fl. For at få alle brikkerne i puslespillet til at danne en helhed handler det bl.a. om at kompetenceudvikle medarbejdere til at kunne koordinere indsatserne og besidde viden både om de forskellige problemstillinger og om samarbejdspartnernes muligheder og begrænsninger.
Kjeld Høgsbro, professor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet
Jeg tror, det i de kommende år bliver vigtigt at få skabt en sammenhængende indsats. Vi kan tage udgangspunkt i det, vi allerede ved om denne sammenhæng. Vi ved, at der skal skabes rum for personlig udvikling og mulighed for, at mennesker kan mødes om meningsfulde aktiviteter. Vi ved, at mennesker har behov for at føle sig værdsatte på et niveau, de kan honorere. Vi ved, at stigmatisering ikke løses med kampagner, men kun ved, at mennesker mødes. Der er brug for et flerspektret tilbud, hvoraf nogle er brugerstyrede, og andre er professionelt sikrede. Der skal være muligheder både for dem, som har brug for et aflastet arbejde, dem, der har brug for at trække sig tilbage i et midlertidigt asyl, dem, der har brug for at lære noget nyt under rolige former, og dem der har brug for at mødes med ligesindede. Dybest set ved vi, hvad der skal til for at dække de forskellige gruppers forskellige behov; men desværre fokuserer man alt for ofte på et enkelt nyt tilbud, som man tror løser alle problemer.
Knud Peter Ramian, seniorkonsulent, Center for Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland
Socialpsykiatrien blev ikke opfundet af kommunerne eller staten. Socialpsykiatrien blev opfundet af fru Gerda Løve Østerbye. Hun fik skabt Sindslidendes Vel, Højvang Kollegiet og de første væresteder. Det tog derefter kommunerne 20 år at komme i gang ved lov. De socialpsykiatriske tilbud og fagligheden har udviklet sig rivende siden da. Nu er socialpsykiatrien blevet et indelukke og udvikler sig gennem sparerunder og pakkeløsninger. Måske er lukninger vejen til nyskabelse? I et demokratisk samfund er indsatsen båret af befolkningens forståelse og vilje. Der er derfor hårdt brug for civilsamfundets engagement igen. Med recovery fik vi øje på betydningen af den enkeltes egne kræfter. Den psykosociale rehabilitering skal støtte disse kræfter. Vi er i gang med selv at organisere og udvikle psykosocial rehabilitering i Danmark. Vi skal udvikle nye former for viden om det, der virker for den enkelte. Vi skal finde fælles sprog til at formidle de individuelle erfaringer med. Og vi skal finde nye måder at skabe viden sammen med dem, det handler om.
