Kort Nyt

Videreuddannelse for medarbejdere i socialpsykiatrien

I efteråret 2011 og foråret 2012 udbyder Professionshøjskolen Metropol to diplommoduler målrettet medarbejdere inden for socialpsykiatrien. Modulerne har fokus på udfordringer og dilemmaer i den socialpsykiatriske praksis og giver indsigt i metodiske værktøjer i forhold til den socialfaglige praksis. Adgangskravet for optagelse er en relevant videregående uddannelse som fx pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske, ergoterapeut eller lærer. Derudover kræves minimum to års erhvervserfaring. Hvert modul afsluttes med eksamen.
For mere info kontakt udviklingskonsulent Benedikte Luggin, tlf: 72 48 71 18. phmetropol.dk

Forandring af praksis

Dansk selskab for Psykosocial Rehabilitering afholder efterårsseminar den 25. oktober, 2011. Seminaret tager udgangspunkt i et oplæg af den amerikanske psykolog Patricia Deegan, der blandt andet berører emner som personlig medicin, magtfulde budskaber, reel brugerinddragelse og inklusion. Læs programmet og tilmeld dig efter først til møller princippet på psykosocialrehabilitering.dk

Udskrivningsguiden

Er du netop udskrevet fra en psykiatrisk afdeling? Eller er du i kontakt med en der er? Så er der hjælp at hente i ny guide, som fortæller, om alt det tidligere indlagte har fundet vigtigt efter udskrivning. Siden juni 2011 er guiden blevet tilbudt borgere, der bliver udskrevet fra psykiatriske afdelinger i Region Hovedstaden, og nu kan andre også få glæde af den. Guiden kan også læses af pårørende.
Læs mere eller se videoer om, hvad der gør en udskrivning bedst mulig på udskrevet.dk

Face it!

Kom ind under huden på unge anno 2011. Servicestyrelsen, ViHS og Det Sociale Netværk har i forbindelse med lanceringen af hjemmesiden Ungekompasset.dk udgivet temaavisen Face it! om unge og psykisk sårbarhed. Her kan du bl.a. læse forskeres bud på ungdomskultur anno 2011 og via portrætter få indsigt i livet som psykisk sårbar ung. Temaavisen kan bl.a. bruges som inspiration og oplæg til medarbejdere, der arbejder med unge og i forskellige undervisningssammenhænge. Du kan downloade temaavisen på socialpsykiatri.dk eller du kan bestille avisen på servicestyrelsen. dk under Udgivelser. Avisen er gratis, men du skal betale et forsendelsesgebyr på 32 kr. uanset antal.
servicestyrelsen.dk
ungekompasset.dk

Støtte til borgere med etnisk minoritetsbaggrund

Ny folder informerer om støtte- og kontaktpersonordning (§99). Folderen fungerer som vejviser og indeholder hver enkelt kommunes kontaktoplysninger og info om støttekontaktpersonsordningen. Den kan anvendes bredt, men er tænkt som særlig tiltag for borgere med sindslidelser og anden etnisk baggrund end dansk. Målgruppen er pårørende, naboer og andre, som har kontakt med et menneske med psykisk sygdom.
Kontakt Mona Rosenberg fra ViHS/Socialpsykiatri på mro@servicestyrelsen.dk
socialpsykiatri.dk
servicestyrelsen.dk

Ny viden om ADHD

Projektet "Ny og forstærket indsats til børn, unge og voksne med ADHD" er mundet ud i to nye rapporter: En som indeholder en international forskningsoversigt over ADHD-indsatser. Og en som præsenterer en landsdækkende kortlægning af ADHDområdet i kommunerne og tilbud til personer med ADHD. Rapporterne er lavet i et samarbejde mellem Servicestyrelsen og SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Download rapporterne på servicestyrelsen.dk

Ungdomsuddannelse med fokus på kunst og kultur

GAIA Akademi er et kunstnerisk laboratorium for unge, der vil opleve, udforske, skabe kunstog opdage nye sider af sig selv i sammenspil med andre unge. Akademiet tilbyder en 3-årig kunstnerisk uddannelse rettet mod unge, der er i målgruppen for Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, STU. Fra januar 2012 søger akademiet elever til optagelse i KBH. Målgruppen er unge mellem 16-25 år, der er psykiske sårbare.
For mere info konktakt projektleder Anita Jensen på tlf.: 89 15 83 36.
gaiamuseum.dk

OM SOCIALSTYRELSEN


Socialstyrelsen

Edisonsvej 18. 1.
5000 Odense C
telefon.: 72 42 37 00,
E-mail: info@socialstyrelsen.dk
EAN-nr.: 5798000354838
CVR-nr.: 26144698

RSS