Når afmagt afløses af magt

Af Thomas Hye-Knudsen

Hele øvelsen handler om personliggørelse og personlige budgetter og er et opgør med et formynderisk og vilkårligt omsorgssystem, der nu vil sætte mennesket i centrum, selv om der er knaster. Som chef for forsknings- og evalueringsafdelingen i Englands største medlemsdrevne interesseorganisation på området for mennesker med sindslidelser, Rethink (gentænk. red), spiller danskeren John Larsen en central rolle. Med hele 1400 medarbejdere svarer staben næsten til halvdelen af dem, der i hele Danmark arbejder professionelt i socialpsykiatrien. Fælles for alle er imidlertid, at man som medarbejder bekender sig til recovery og empowerment- tankegangen. Og til sikring af værdigrundlaget og medarbejdernes fokus er organisationen både medlemsdrevet og medlemsstyret og med en bestyrelse overvejende bestående af mennesker med sindslidelser eller pårørende.

Rethink og John Larsen er dybt involveret og engageret i udviklingen og udforskningen af vilkår og muligheder for mennesker med sindslidelser i England. Herunder også de senere års fokus på personalisering (personalisation) og personlige budgetter (personal budgets). Men det starter et andet sted, nemlig med recovery og empowerment, mener John Larsen.

Intet uden recovery

”Hvordan kan vi på alle niveauer sikre os, at vi engagerer os på en måde, som lytter til mennesker med sindslidelsers eget perspektiv? Som giver dem magt og mulighed for at have reel indflydelse på, hvad der skal ske i deres liv? Det er de spørgsmål, mere end noget andet, der er væsentlige. For det er i den refleksion, at recovery har mulighed for at finde sted, og at magten kan gives tilbage til dem, det handler om,” siger John Larsen.

Flere indvender, at mange mennesker med sindslidelser simpelthen er for syge til, at recovery er en model, som de kan bruge. Det gælder både professionelle behandlere og socialarbejdere. Men det gælder også personer med sindslidelser selv og deres pårørende. De mener, at de har været institutionaliseret og afsondret for længe. Indvendingerne er forståelige nok, men der er et meget stor men, hvis man spørger John Larsen.

”Folk glemmer, at alle mennesker har værdi, og alle kan tænke og reflektere over de valg, de kan træffe i deres eget liv. Det, som de fleste lider under, er, at de aldrig har haft mulighed for eller erfaringer med selv at kunne træffe beslutninger, der har reel betydning for deres eget liv. De er ikke blevet givet muligheden for indflydelse på noget, der har været relevant for dem. Det handler grundlæggende om at give dem de muligheder tilbage. De professionelle skal kunne rumme den naturlige usikkerhed og de vanskeligheder, der ligger i at arbejde med mennesker med alvorlige sindslidelser. Samtidig skal de kunne formå at engagere sig på det personlige plan og ikke holde den professionelle facade og distance op foran personen i samtalerne,” siger John Larsen.

Fokus på udbytte i stedet for udførelse

I forhold til de mere instrumentelle ting i principperne omkring personliggørelse går øvelsen ud på at omtænke, hvad sociale serviceydelser rent faktisk er. Starten på den proces blev indledt allerede i begyndelsen af 80’erne, da begreber som udlicitering og privatisering blev introduceret i England anført af den konservative Margaret Thatcher. Det var ikke kun statslige jernbaner og elselskaber, som kom i udbud. En lang række offentlige serviceydelser inden for social- og sundhedssektoren blev også underlagt markedsvilkår og konkurrence. Heriblandt også serviceydelser i forhold til mennesker med handicaps og mennesker med sindslidelser. Et overdrevent fokus på meget detaljerede beskrivelser og manualer omhandlende, hvordan og hvorledes en given serviceydelse blev givet (output), blev nu afløst af et mere stringent blik på, hvad aktiviteten bestod i, og endnu vigtigere, hvad (for)brugerne af ydelserne rent faktisk fik ud af det (outcome).

Med fokus på udbytte (outcome) ser man på, hvad aktiviteten rent faktisk gør for personen. Det er de konkrete ændringer i personens liv, der bliver målt på og kommer i fokus, og som bliver målestokken for den indsats, der skal satses på – og ikke altid selve metoden, som er afgørende.

”Når fokus rettes mod det personlige og konkrete udbytte for borgeren i at deltage i en aktivitet eller modtage en given ydelse, bliver selve ydelsen eller aktiviteten mindre interessant i sig selv. Det handler nemlig ofte i virkeligheden slet ikke om den specifikke ydelse, ting eller aktivitet, som gives til personen. Det kan lige så vel være, at det er personens eget engagement i forhold til overhovedet at kunne vælge, overveje og prioritere, og altså have selvbestemmelse over, hvilke ydelser vedkommende modtager, der bliver det mest afgørende for personens udbytte,” siger John Larsen.

Vurdering af hjælpebehovet

I realiteten er det socialarbejderen eller socialrådgiveren, der har de formelle rettigheder til at vurdere, hvilken hjælp og hvilke behov der skal gives støtte til. Men der er i England en praksis gående ud på, at borgeren skal inddrages i vur­deringen.

”Her er det vigtigt, at man ikke falder i den grøft, hvor man stirrer sig blind på paragraffer og formuleringer i lov­ givningens forskellige foranstaltninger. Man kan i stedet bruge den drejebog, der anvendes i coaching, hvor afsættet for snakken tager udgangspunkt i prin­cipper, værdier og rettigheder. På den måde kan man understøtte personen i selv at identificere, hvad der er vigtigt for ham, og efterfølgende arbejde mod de mål, som han er optaget af at forføl­ge og føler sig empowered af i den sam­menhæng,” mener John Larsen, der på­peger vigtigheden af rolleskiftet i magt­ forholdet.

”Personen er ikke en hjælpeløs søgen­ de med behov, som kun du som magt­fuld socialarbejder kan vurdere, om vedkommende har ret til eller behov for. Noget, som du skal bevilge, for at vedkommende kan få det bedre. Det handler om at give personen adgang til nogle ressourcer, så han kan gå ud og gøre noget, der er virksomt for ham.

Mangel på leverandører

Selv om princippet omkring personliggørelse er nedfældet i lovgivningen, er der imidlertid en del udfordringer i forhold til at efterleve loven.

Dels er der spørgsmålet om typen af ydelser, som en borger kan vælge. I princippet kunne en rejse til Mallorca stå øverst på ønskelisten hos en person frem for en rotur på Themsen. Men nogen skal på et eller andet niveau godkende aktiviteten, før pengene kan udløses. Og den del af praksis er endnu ikke helt afklaret i en grad, så man kan vurdere, om personliggørelse i den form er en succes eller ej.

”Her er det selvfølgelig værd at bemærke, at deres drømme og mål alt andet lige bliver normative i forhold til resten af samfundet og de værdier, som i sidste ende handler om politikker på området,” påpeger John Larsen.

I Rethink er man netop nu i gang med et forskningsprojekt, som skal afdække nogle af de udfordringer, lovgivningens efterlevelse har i forhold til mennesker med alvorlige sindslidelser.

”Status er, at man har åbnet op for nogle friere valgmuligheder, men at markedet endnu ikke er blevet mainstreamet på en måde, så der rent faktisk er leverandører, som er i stand til at levere de ydelser, som lovgivningens frie valgmuligheder lægger op til. Hele tankegangen og intentionerne med lovgivningen er, at mennesker med sindslidelser ikke skal forblive eller isoleres i deres egen sinds- og subkultur af særlige tilbud, som er specielt skræddersyet og målrettet området mennesker med sindslidelser. De har nu fået retten til og mulighederne for at kunne vælge og trække på alle de andre tilbud, som resten af befolkningen har mulighed for. Men også her er der udfordringer i form af underskud af serviceydelser, som kan leve op til ambitionen. Der er et underskud af leverandører, specielt i de mere afsidesliggende egne. Der skal en markedsøkonomi til, for at det rigtigt kommer til at fungere,” siger John Larsen.

Budgettanken udfordrer

Principperne om, at borgeren skal have råderet over sit eget budget, som baserer sig på forskellige finansieringskilder – fra skattefinansierede statslige og lokale midler til privat genererede midler – er også en væsentlig udfordring. Pengene skal i princippet følge borgeren, men selve administrationen og udbetalingen er en hurdle for sig. Pengene kan udbetales af den lokale kommune, men borgeren har reel også mulighed for selv at administrere hjælpen.

”Der er nogle udfordringer i forhold til nogle grupper af mennesker med alvorlige sindslidelser, hvor man er tilbageholdende med at overlade dem den fulde råderet. I Rethink arbejder vi med at udvikle nogle principper, hvor personen kan vælge at hyre en selvvalgt administrator (broker), der skal hjælpe med at disponere og styre økonomien. Men også den del af lovgivningen mangler at blive implementeret, så den har fuld virkning,” siger John Larsen.

Selv om der altså er et stykke vej fra principper og gode intentioner, er området omkring personliggørelse og personlige budgetter ikke til diskussion. Lovgivningen er på plads, men har i lighed med den danske virkelighed i socialpsykiatrien brug for at blive oversat og implementeret hos alle aktører, før ideerne kan udfolde sig i praksis.

FAKTA

Læs mere om personalisation
på www.rethink.org./personalisation