Netværksfamilien er Pias dør ud i verden

Et ligeværdigt forhold mellem Pia Jensen og hendes netværksfamilie, Diana og Jørgen Nykær, er nøglen til succes. De opfordrer andre familier til at åbne deres hjem for mennesker, som er psykisk sårbare – til fælles glæde.

Af Brian Ravn Galsgaard, BRAG Kommunikation

Den lille, rødmalede dagligstue i Pia Jensens lejlighed i det nordlige Aalborg er fyldt med engle. Præcis hvordan englesamlingen blev grundlagt – og hvorfor – husker den 49-årige nordjyde ikke. Til gengæld ved hun nøjagtigt, hvornår der blev kastet lidt engleglans på hendes eget liv. Det gjorde der, da hun fik en netværksfamilie gennem et projekt i Aalborg Kommune. Et projekt, der skaber kontakt mellem mennesker, som er psykisk sårbare, og helt almindelige familier.

”Da jeg fik at vide, at det kunne lade sig gøre, så fik jeg simpelthen et sug i maven. Jeg har altid ønsket mig en familie. Den eneste familie jeg har, er en lillebror og så min gamle bedstefar på 98”, fortæller Pia Jensen, der allerede som barn kom på kant med livet.

”Min mor var alkoholiker, og det, jeg husker fra min barndom, er incest, misrøgt, hvor min lillebror og jeg blev låst inde i et rum i to-tre dage med en flaske vand, så vi ikke døde af tørst, og en masse flytten frem og tilbage mellem mor og forskellige børnehjem. For hver gang hun gik på antabus, så troede hendes sagsbehandler, at nu blev alting godt. Det gjorde det bare ikke.”

De uhyggelige oplevelser kulminerede, da Pia som 16-årig kom hjem og fandt sin mor myrdet.

”Angst har fyldt rigtig meget i mit liv”, konstaterer Pia Jensen, der efter eget udsagn havde en 12-årig periode i sit voksenliv, hvor hun kun turde forlade sit hjem, når hun var massivt påvirket.

Det er imidlertid mørk fortid. For pludselig dumpede social- og sundhedshjælper Diana Nykær ind i Pia Jensens liv. Først med den professionelle kittel på, når hun passede sit job i hjemmeplejen.

”Vi svingede egentlig ret godt sammen, og da en af mine kolleger fortalte om projektet med netværksfamilier, så gik jeg hjem og tog en snak med min mand, Jørgen. Han var med på idéen, og så blev vi hurtigt netværksfamilie for Pia – og for hendes søn, Casper (han er 13, red.), der også er med, når vi mødes. Det har vi gjort i godt halvandet år nu, og vi har ikke fortrudt et eneste sekund,” siger Diana Nykær, der også har mødt Pia Jensens to voksne børn - en datter og en søn.

På forlænget familieweekend

Familien Nykær og Pia Jensen er sammen to gange om måneden. Nogle gange et par timer. Andre gange en hel dag. Eller som her i foråret – en forlænget weekend – hvor de to familier var i Rønbjerg Feriecenter.

”Jeg havde søgt og fået Rådmandens Legat i Aalborg på 4000 kr. At komme på sådan en familietur, troede jeg var helt uopnåeligt. Det er sådan noget, man læser om i bladene. Men det var helt virkeligt og en helt fantastisk tur, som jeg aldrig vil glemme,” siger Pia Jensen, der også har fejret jul hos Diana og Jørgen Nykær.

I øjeblikket foregår det meste dog i Pia Jensens lejlighed. For ud over at hun har sin psykiske sårbarhed at slås med, så liderhun kraftigt af KOL og en medfødt lungelidelse, der betyder, at hun hele tidenskal være tilsluttet et iltapparat. Et faktum, der ikke gør hende mindre glad for sin netværksfamilie.

”Det betyder alt, at de kommer forbi. Jeg kan lige magte at slæbe mig over til købmanden et par gange i løbet af ugen, men Jørgen og Dianas besøg er det eneste, jeg har at se frem til. Bortset fra købmandsbesøgene, så sidder jeg her 24 timer i døgnet,” siger Pia Jensen stille. Men hun liver igen op ved tanken om besøgene af ikke bare Diana og Jørgen – men også samværet med deres børn – og børnebørn.

”Det er jo, ligesom om jeg har fået en helt ny familie foræret. Det er jeg utrolig taknemlig for,” siger Pia Jensen. Diana Nykær, der sidder ved siden af i den hvide sofa, er på sin vis lige så taknemlig.

”Det er jo altså ikke kun Pia, der får noget ud af det her. Vi får set en masse ting og problemstillinger fra en ny side og sætter også pris på de gode snakke, vi har. Vi kom hurtigt ind på livet af hinanden og kan snakke om alt. Både det sjove og det alvorlige. Jørgen og jeg har mistet en søn, så vi ved godt, hvad det vil sige, når livet gør ondt,” siger Diana Nykær.

Ingen betænkeligheder

Hendes mand, Jørgen, opfordrer andre familier til at kaste sig ud i det at være netværksfamilie for en person, som er psykisk sårbar.

”Der er mange i Pias situation, som vil have rigtig stor glæde af at få noget personlig kontakt med andre. Da Diana kom og spurgte mig, om ikke vi skulle prøve, så syntes jeg egentlig ikke, at der var så meget at betænke sig over. Vi skal da hjælpe hinanden, ikke? Jeg har ikke fortrudt så meget som et sekund. Det har været en virkelig god oplevelse. Og det bliver det ved med,” siger Jørgen Nykær, der har fået en sidegevinst.

”Jeg er helt vild med at spille playstation, og det er Pias knægt, Casper, også. Så nu har jeg fået en at spille med,” griner den 58-årige nordjyde.

Pia Jensens gevinst er endnu større. ’Familieudvidelsen’ har for hende givet øget livskvalitet – og nogle ekstra hjælpende hænder, der gør, at livet lettere hænger sammen.

”Det giver mig en masse selvtillid. At jeg kan være sammen med nogle helt almindelige mennesker, at vi fungerer godt sammen og at vide, at der er nogen, jeg kan ringe til, hvis jeg har problemer. Da jeg skulle have pyntet til jul, så kom Diana da lige forbi og hentede mine 287 nisser i kælderen, så der kunne blive pyntet op. Det havde jeg aldrig klaret selv, for jeg kan ikke holde til at gå i kælderen og bære kasserne op ad trappen,” fortæller Pia Jensen.

OM SOCIALSTYRELSEN


Socialstyrelsen

Edisonsvej 18. 1.
5000 Odense C
telefon.: 72 42 37 00,
E-mail: info@socialstyrelsen.dk
EAN-nr.: 5798000354838
CVR-nr.: 26144698

RSS