Tema om inklusion af sindslidende - nye veje i socialpsykiatrien
Folketinget vedtog i foråret at tilslutte sig FN's handicapkonvention. Dermed har Danmark forpligtiget sig til at efterleve konventionen og dens principper for, hvordan der opnås reelt medborgerskab for alle handicappede. Det betyder at sindslidende, som er omfattet af konventionen, skal sikres de grundlæggende menneskerettigheder og en indsats, der støtter vejen til et liv så tæt på det normale som muligt.
Med kommunalreformen fra 2007 har kommunerne overtaget så godt som hele socialpsykiatrien. Det er en ny og vidtfavnende opgave, som stiller store krav til kommunernes indsats. Samtidig har arbejdet i socialpsykiatrien med en styrket recoveryorientering fået nye metoder og tilgange. Med temaet har vi ønsket at bringe eksempler, som viser, hvordan disse nye opgaver kan varetages.
Politik, demokratiprocesser og implementering
Kommunale politikker sætter mål og retning for indsatsen på sindslidende området. I 6 eksempler vises, hvordan kommuner har involveret borgere, brugere og pårørende i formuleringen af nye politikker på området, og hvordan der kan arbejdes systematisk med at implementere disse politikker og nye tilgange.
Kompetenceudvikling
Nye metoder og tilgange kræver nye kompetencer og nye roller. Der er 7 eksempler på det: Psykiatribrugere som lærere, medarbejdere med brugererfaring og kompetenceudvikling på tværs mellem eller fælles for brugere og medarbejdere. Herudover behandles kompetenceudvikling for kortuddannede.
Brugerinvolvering
Uden brugerens aktive involvering sker der ingen recovery. 4 eksempler viser hvordan et bruger-perspektiv i praksis kan præge en indsats fra det politiske niveau med brugerråd til en brugerstyret praksis.
Metoder og tilgange
Socialpsykiatrien har mange måder at tilrettelægge sin rehabiliteringsindsats på: En lang række af meget forskellige aktivitetstilbud. Netværksopbygning, konkret recovery-praksis, akut-tilbud, skp'ere der hjælper i hverdagen, coaching til arbejdsmarkedet. I alt 22 eksempler på god praksis.
Handleplansarbejdet og koordinerede sagsforløb
Undertemaet rummer 2 eksempler på et veludviklet handleplansarbejde. Et på institutionsniveau, hvor handleplanerne bliver middel til inddragelse af brugerne, til dokumentation af indsatsen og fælles læring blandt medarbejderne. Og et fra det politiske niveau, hvor man har lavet et fælles værdiggrundlag for handleplanarbejdet for Viborg kommune.Derudover beskriver Egedal og Allrerød kommune hvorledes de udfører koordinering af komplekse hjerneskade- og ADHD forløb .
Evaluering og dokumentation
Der er et øget krav om at vide, om det man gør for borgerne virker efter hensigten. Derfor ønsker kommunerne i stigende grad at evaluere deres indsats. Her er 4 eksempler med konkrete eksempler på evaluering - fx hvordan man kan evaluere hele processen bag en omlægning til recoveryorientering, eller finde ud af hvad der betinger en succesfuld udflytning for unge, eller hvordan man etablerer effektstyring for en hel forvaltning.
Frivillighed
Menneskers frivillige indsats har på mange måder bidraget til den udvikling, som socialpsykiatrien gennemgår i disse år. Selve det at mødes med ligesindede og organisere sig ligger i naturlig forlængelse af tankerne om empowerment og recovery. Her finder du både eksempler på selvorganisering, fx i form af Det Danske Stemmehørernetværk, som henvender sig med støtte til de 200.000 i Danmark, som man skønner, hører stemmer, frivilligt organiseret indsatser rettet mod psykisk syge og deres børn, samt eksempler på inddragelse af erfaringsbaseret viden hos medarbejdere.
De seneste 10-15 år er der opstået en erkendelse blandt fagfolk såvel i behandlings-, distrikts- og socialpsykiatrien af, at psykiske lidelser ikke er kroniske; selv mennesker med svære sindslidelser som skizofreni kan komme sig. Forskning viser, at 60 % af dem som rammes af svær sindslidelse kommer sig helt eller delvist, dvs. opnår recovery. Recovery tankegangen har ført store ændringer med sig, bl.a. at den sindslidende ikke længere opfattes som kronisk syg, men som en borger med lige muligheder for deltagelse i samfundslivet under de rette betingelser, og at det er den sindslidende selv, der er i centrum for den proces, der skal iværksættes.
Opgaven for socialpsykiatriens medarbejdere bliver en rehabilitering, som understøtter borgerens udvikling af færdigheder og kompetencer til recoveryprocessen. Borgerens erfaringer er udgangspunkt og forholdet mellem medarbejder og borger bliver kendetegnet ved ligeværdighed og samspil. Således ændres også personalets rolle og opfattelse af brugerne med rehabiliteringstilgangen.
Rehabiliteringstilgangen er helhedsorienteret, således at der arbejdes 'hele vejen rundt'. Det kan ske ved at hjælpe til med etablering af netværk, gennem uddannelse, meningsfyldte aktiviteter, hjælp til at finde vej tilbage til arbejdsmarkedet, gennem boformer, der fremmer recovery og på mange andre måder. Centralt er at man understøtter den sindslidendes håb om bedring, følelsen af at have indflydelse på sit eget liv og følelsen af meningsfuldhed.
For yderligere oplysninger kontakt Niels Aagaard, Servicestyrelsen på tlf.: 72 42 37 60 eller naa@servicestyrelsen.dk