Brugerfeedback
Man kan gøre meget for at beskrive ydelser og planlægge hjælpen, men hvad synes borgerne egentlig om den hjælp, de modtager? Er borgerne tilfredse, og hvordan oplever de kvaliteten? En løbende og systematisk indsamling af feedback fra borgerne kan give svar og information til både kommunalpolitikere og ledelse.
Oplysninger om borgernes tilfredshed med ældreplejen kan sikre, at forvaltningsledelse og kommunalpolitikere har fingeren på pulsen, når serviceniveauet skal fastlægges. Borgernes tilbagemeldinger på den leverede service kan fortælle ledelse og kommunalpolitikere, om hjælpen har den ønskede effekt der, hvor det virkelig gælder - hos borgerne.
Oplysningerne er et godt supplement til øvrig ledelsesinformation om f.eks. budget og forbrug. Oplysningerne kan sikre viden om borgernes tilfredshed med leverandørernes ydelser og kan derfor også anvendes, når forvaltning og leverandør følger op på den leverede hjælp. Borgerne får på den måde mulighed for at blive hørt om den service, de modtager.
Systematisk og nem metode
Som led i Projekt Kvalitetsstandarder er der udviklet et skema til indsamling af systematisk feedback fra borgerne. Skemaet er udformet som et enkelt redskab, der let kan kobles til de øvrige opgaver i forbindelse med revurderingen af borgernes behov. De spørgsmål, som indgår i skemaet, vil alligevel ofte blive drøftet med borgeren. Den største forskel er, at det nu bliver muligt at registrere borgernes besvarelser på en enkel og systematisk måde, så kommunalpolitikere og forvaltningsledelse hele tiden er opdateret om udviklingen i borgernes tilfredshed.
Overskrifterne nedenfor henviser til skema, praktisk information om indsamlingen samt eksempler på, hvordan resultaterne kan præsenteres for kommunalpolitikere og ledelse.
Læs mere ved at vælge menupunkterne til venstre.