Samarbejde mellem myndighed og leverandør

Kontrakten og forvaltningens afgørelser til de enkelte borgere udgør de centrale omdrejningspunkter for samarbejdet mellem myndigheden og leverandørerne af ydelser på ældreområdet. Kvalitetsstandarderne spiller også en vigtig rolle. Forvaltningens afgørelse skal nemlig træffes inden for de rammer, kommunalbestyrelsen har fastsat i kvalitetsstandarderne. Der skal også være sammenhæng mellem kontraktens krav til service og kvalitet og det, der er fastsat i kvalitetsstandarderne.

Sammenhæng mellem kvalitetsstandarder, afgørelser og kontrakt
For at sikre, at det politisk fastsatte serviceniveau udmøntes i praksis, er det vigtigt, at forvaltningen har fokus på at skabe sammenhæng mellem kvalitetsstandarderne, de konkrete afgørelser og kontrakten med leverandøren. Det kan sikre et velfungerende samarbejde mellem den kommunale myndighed og leverandørerne, hvor der er sammenhæng mellem de politiske beslutninger og den hjælp, borgerne modtager.

Figuren nedenfor viser sammenhængen mellem kvalitetsstandarderne, afgørelsen og kontrakten.

Samarbejde

  • Kvalitetsstandarderne indeholder en beskrivelse af det serviceniveau, kommunalbestyrelsen har fastsat, og operationelle mål for, hvordan det fastsatte serviceniveau skal sikres og følges op.
  • Afgørelsen til den enkelte borger udarbejdes af forvaltningen med udgangspunkt i kvalitetsstandarderne og borgerens individuelle behov. Afgørelsen beskriver den hjælp, som borgeren har ret til.
  • Kontrakten tager udgangspunkt i kommunalbestyrelsens krav til service og kvalitet (kvalitetsstandarder og kvalitetskrav til leverandørerne) og angiver spillereglerne for samarbejdet mellem den kommunale myndighed og leverandøren - f.eks. når ydelserne skal leveres, og kvaliteten skal bedømmes.

Udarbejdelsen af klare afgørelser og brugen af kontrakter understøtter en klar adskillelse af myndighedens og leverandørens opgaver og sikrer, at der er klare og præcise rammer for samarbejdet og leveringen af ydelser til borgerne. Læs mere om kontrakten her.

SOCIALSTYRELSEN