Hvad er MST?

MST (Multisystemisk Terapi) er et behandlingstilbud til unge mellem 12 og 17 år, der er i alvorlige adfærdsproblemer. Der kan være tale om pjækkeri fra skole, kriminalitet, misbrug, aggressivitet, trusler eller lignende.

MST's mål er at nedbringe den unges adfærdsproblemer i en intens familiebehandlingsindsats, hvor også forældrene hjælpes med at finde forældrerollen igen og fastholde den. Forældrene har derfor en central rolle i behandlingen, som foregår i den unges eget hjem. Det kræver en indsats hver dag. I forløbet får familien hjælp til at finde ressourcepersoner i deres nærmiljø, som kan støtte dem både under og efter behandlingen. De sociale fællesskaber den unge er del af (fx familien, skolen, kammeratskabskredsen, fritidsjobbet) er også en væsentlig del af behandlingen.

MSTs målgruppe

Som forebyggende indsats. Fx når en anbringelse er under overvejelse men det skønnes, at familien har ressourcer til at arbejde med problemerne i lokalmiljøet.
Som brobyggende indsats. Fx hvis den unge er på døgninstitution, opholdssted eller efterskole og snart kommer hjem.
Som supplerende indsats. Fx som del af en ungdomssanktion eller en domsafsigelse på vilkår.
Det er en forudsætning for at deltage i et MST forløb, at den unge, senest 2-4 uger efter behandlingen er startet, bor hjemme eller hos andre nære omsorgspersoner eller en plejefamilie.

MST behandlingens mål

Det er et mål for MST behandlingen,

  • at forældrenes opdragelsespraksis styrkes
  • at familiens relationer og omsorg til hinanden styrkes
  • at familien får forøget og styrket deres netværk, så den kan få og bruge hjælp, når den er nødvendig
  • at den unge går i skole eller er i arbejde
  • at den unge har gode kammeratskabsrelationer
  • at den unge deltager i positive fritidsaktiviteter
  • at den unge forbliver boende i hjemme
  • at den unge ikke begår kriminalitet
Kontakt os

MST Danmark

SERVICESTYRELSEN