Kommuner

SISO tilbyder gratis konsulentbistand til kommuner, der ønsker at udvikle et beredskab til håndtering af sager, hvor børn udsættes for seksuelle overgreb og/eller vold.

I samarbejde med den enkelte kommune aftales et forløb, hvor SISO yder konsulentbistand til at udvikle, implementere og/eller følge op på kommunens beredskab. SISO skræddersyr sin konsulentbistand til den enkelte kommunes behov og organisering.

Formålet med et beredskab er:

1. at sikre en tidlig opsporing og faglig kvalificeret sagshåndtering
2. at forebygge senfølger
3. at udarbejde enkle, klare og overskuelige procedurer for håndtering af sager
4. at formidle retningslinjer og viden til alle relevante medarbejdere i kommunen
5. at understøtte et godt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde

Målgruppen for udarbejdelse af beredskabet er de relevante nøglepersoner i kommunen som fx socialfaglige ledere, myndighedssocialrådgivere, daginstitutionsledere, skoleledere, PPR-psykologer, SFO ledere, dagplejens tilsynsførende, sundhedsplejersker, den kommunale tandpleje samt øvrige relevante parter.

Eksempel på et implementeringsforløb
Et implementeringsforløb med konsulentbistand fra SISO kan bestå af en række faser – som bl.a. afhænger af kommunens organisering og af hvorvidt kommunen i forvejen har udarbejdet skriftlige retningslinjer på området. Det kan fx forløbe på denne måde:

 

Fase 0 – forberedelse:
I denne fase tages der stilling til (og træffes ledelsesmæssig beslutning om) at kommunen ønsker at udarbejde eller videreudvikle et beredskab. I samarbejde med SISO udarbejdes der et kommissorium for arbejdet og det ønskede forløb vedr. implementering af beredskabet.

Fase 1: Udarbejdelse af skriftligt beredskab
Det skriftlige beredskab udarbejdes, - med kobling til kommunens sammenhængende børnepolitik og sagsbehandlingsstandarter. Beredskabet beskriver centrale opgaver, roller og kompetencer i det forebyggende, det akutte og det opfølgende arbejde.

I slutningen af denne fase planlægges et forløb for, hvordan det udarbejdede beredskab skal implementeres i kommunen.

Fase 2: Implementering – temadage for fagpersoner
Der afholdes temadag(e) for relevante medarbejdere i kommunen, hvor beredskabet præsenteres. Temadagen bestå af faglige oplæg fra SISO kombineret med oplæg fra centrale aktører i kommunen/regionen (fx forvaltning, sygehus og politi)
.
Fase 3: Implementering - nøglepersoner
I det videre implementeringsforløb er der fokus på, at nøglepersoner skal være iværksættere og udførende i forhold til implementeringsprocessen i de enkelte afdelinger og institutioner. Der arbejdes med cases i de enkelte institutioner, der relaterer sig til institutionens pædagogik og praksis.

Fase 4: Opfølgning
I denne fase foretages der opfølgning på konkrete sager med henblik på at sikre organisatorisk læring og justering af kommunens beredskab. På baggrund heraf udarbejdes der en model for opfølgning som implementeres i kommunens beredskab for at sikre løbende erfaringsopsamling i kommunen.


SISOs inspirationskatalog til udarbejdelse af et skriftligt kommunalt beredskab.
Eksempler på beredskabsplaner kan findes på Socialstyrelsens vidensportal

banner_ringtilsiso
boern_unge_raadgivning
kurser og konferencer grafik

SISO

siso@servicestyrelsen.dk