Med sit fokus på det sociale område beskæftiger SISO sig dels med de sociale indsatser før, under og efter et egentligt sagsforløb i forhold til barnet, familien og fagpersonerne, og dels med de forebyggende indsatser. Vi lægger stor vægt på den direkte kontakt til og dialog med forskellige fagpersoner, som arbejder på området.
Vi rådgiver fagfolk i kommuner, regioner, foreninger og organisationer der beskæftiger sig med problemstillingen seksuelle overgreb og vold mod børn bl.a. via vores dagligt åbne telefonrådgivning, hvor du kan henvende dig anonymt.
Vi har især fokus på at hjælpe kommuner og institutioner, der udarbejder, implementerer og følger op på skriftlige beredskaber, der beskriver, hvordan man skal håndtere sager om seksuelle overgreb og vold mod børn.
Vi udgiver informationsmateriale, pjecer om vold og seksuelle overgreb, der skal vejlede og opkvalificere fagfolk.
Vi varetager en national videnscenterfunktion med aktiv formidling til praksisfeltet. Vi foretager undersøgelser og analyser om danske forhold, indsamler nationale og international viden og erfaringer om de sociale indsatser mod seksuelle overgreb og vold mod børn.
Vi afholder og deltager i konferencer, temadage og kurser m.v. Fra 2011-2014 har vi særligt fokus på oplæg om seksuelle og voldelige overgreb mod børn på Børne- og Ungdomspsykiatriske afdelinger
Vi indgår i og medvirker til etableringen af internationale, nationale og lokale netværk.Gennem netværk får vi dels adgang til eksisterende viden og erfaringer på feltet og dels kan vi indgå i dialog med relevante aktører om mulige behov og udviklingsfelter på området.
Vi sikrer løbende vidensoverførsel til Socialministeren bl.a. via departements- og ministerbetjening og vidensopsamlinger, undersøgelser og løbende afrapportering af aktiviteter.
Du kan finde mere information om SISO's indsatsområder og kontaktoplysninger i kolonnen til venstre.