Tegn og reaktioner

Tegn og reaktioner du skal være opmærksom på.

Der findes ikke entydige tegn og signaler på, at et barn eller en ung har været udsat for seksuelle overgreb. Barnet kan i sin adfærd vise tegn på mistrivsel, og det er derfor et vigtigt element i opsporingen af seksuelle overgreb mod børn, at fagfolk er i stand til at se, tolke og handle på børn og unges tegn og reaktioner på mistrivsel.

Dette gælder også i forhold til børn og unge, der udsættes for fysisk og psykisk vold, og en lang række af de nedenstående tegn og reaktioner kan også ses hos denne gruppe af børn. (For tegn på vold henvises til menupunkt fysisk/psykisk vold)

Det kan være en kompleks proces at forstå en adfærd, der indikerer, at barnet måske har været udsat for et eller flere seksuelle overgreb. Børn er forskellige og reagerer og udtrykker sig forskelligt. Nogle udtrykker sig meget direkte, andre reagerer mere indadvendt. Men ofte vil børn og unge være præget af de overgreb, de har været udsat for.

Nogle børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, fortæller det til en voksen, de har tillid til. Her er det vigtigt at tage barnets udtalelser alvorligt, men også være opmærksom på, at børn og unges udsagn om overgreb ikke altid umiddelbart giver mening, virker sandsynlige eller realistiske. Det kan være en hjælp for barnet, at den voksne, der har den bedste kontakt til barnet, taler med og spørger åbent og konkret ind til det, barnet fortæller. Det er meget vigtigt ikke at udspørge eller afhøre barnet – det er politiets opgave. Vær opmærksom på ikke at lægge din egen bekymring ind i spørgsmålene til barnet. Spørg neutralt.

Mange børn fortæller ikke direkte om overgrebene, og det er derfor vigtigt at man kender og er opmærksom på en række tegn og reaktioner som man bør reagere på.

Det vil altid være vigtigt at forholde sig undersøgende til de tegn og reaktioner et barn udviser, og analysere dem i de relationer og kontekster barnet indgår i.

I menuen til venstre finder du en beskrivelse af en række forskellige mulige tegn, signaler, reaktioner, symptomer og indikatorer på seksuelle overgreb. Der skelnes mellem fysiske, psykiske og sociale/adfærdsmæssige tegn og reaktioner. Hvor det er relevant, sondres ligeledes mellem de tegn og reaktioner henholdsvis småbørn, mellemstore børn og teenagere kan udvise.

banner_ringtilsiso
boern_unge_raadgivning
kurser og konferencer grafik

SISO

siso@servicestyrelsen.dk