Principafgørelse om registrering på Tilbudsportalen
I afgørelse af 29. september har Ankestyrelsen slået fast, at en kommune kun må tilbyde en borger ophold i et længerevarende botilbud, hvis botilbudet er registreret på Tilbudsportalen.
Borgeren - en yngre hjerneskadet mand - ønskede at blive visiteret til et botilbud i en anden kommune.
Botilbuddet i den anden kommune var ikke godkendt efter servicelovens § 108, og det var ikke registreret i Tilbudsportalen. Hjemkommunen afviste derfor at dække udgifterne til opholdet i den anden kommune.
Ankestyrelsen slog fast, at det er en betingelse for en kommunes tilbud om længerevarende ophold, at botilbuddet er registreret i Tilbudsportalen. Dette fremgår klart af servicelovens § 14, stk. 2, og af lovens forarbejder.
Mandens hjemkommune kunne derfor ikke give ham ret til ophold i botilbuddet i den anden kommunen.
I samme afgørelse fastslog Ankestyrelsen, at borgeren havde ret til at vælge et andet botilbud fra Tilbudsportalen, der fagligt og økonomisk svarede til kommunens tilbud, medmindre det valgte tilbud var væsentligt dyrere, end det botilbud kommunen var kommet med.
Læs principafgørelse 178-11 om botilbud og registrering på Tilbudsportalen