Mødested for handlede kvinder
Udenlandske kvinder, der handles til prostitution, kæmper ofte med fattigdom i deres hjemland, arbejdsløshed og manglende uddannelse. Den situation udnyttes groft af kriminelle bagmænd. Tit lever kvinderne helt isoleret, og det gør det vanskeligt at hjælpe dem.
Lægeklinik
På et nyt mødested, Counselling Center for Foreign Women, i Colbjørnsensgade på Vesterbro i København kan udenlandske og handlede kvinder mødes med andre i samme situation og få juridisk og social rådgivning af personale med særlig viden om menneskehandel og prostitution. Der er også en lægebemandet klinik, der holder åbent en gang om ugen.
- Udenlandske kvinder, der handles til prostitution, er en udsat gruppe, som det kan være vanskeligt at få kontakt til. Det er mit håb, at det nye mødested må blive et sted, hvor kvinderne kan få den støtte og rådgivning, som de har brug for, sagde Karen Jespersen i forbindelse med åbningen 2. juni 2008.
Udenlandske erfaringer
Mødestedet er det første i sin art i Danmark og er etableret i et samarbejde mellem Reden International, Center Mod Menneskehandel og Kompetencecenter Prostitution.
Der er positive erfaringer fra udlandet med lignende tilbud til denne gruppe kvinder, og det har været med til at inspirere til mødestedet i København.
Flere tiltag
Counselling Center for Foreign Women er det seneste tiltag i indsatsen for at realisere regeringens handlingsplan til bekæmpelse af den globale menneskehandel. Andre tiltag er et udbygget samarbejde med politiet og etableringen af en række teams af opsøgende medarbejdere.
Mange af initiativerne realiseres af Center Mod Menneskehandel.
Se regeringens handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel.
Kontaktperson
Koordinator Gitte Tilia
Tlf.: 24 25 00 59

