Alle vil gerne hjælpe en ven

Af Ulrikke Moustgaard

Glade stemmer og grin blander sig med dommerfløjt, klapsalver og en energisk TV2-kommentator, der guider seerne rundt på håndboldbanen, hvor Danmark spiller kamp.

I ungdomsklubben Skovparken i Kolding falder mørket på udenfor, mens både unge og voksne følger kampen på fladskærmen med spænding. De, der ikke er til håndbold, slapper af i klubbens bløde stole, tjekker mails og Facebook på PC'erne, spiller bordtennis eller Wii-fodbold.

Aftenerne i klubben er helliget de ældre unge, mens de yngste kan boltre sig i klubben om eftermiddagene. De kommer her trofast – der er ikke ret meget andet at tage sig til i området, når man er ung. Medmindre man hænger ud i indkøbscentret et stenkast derfra. Eller hjemme hos familien, naturligvis.

Af og til dukker der unge op i klubben som har røget hash, inden de kommer. Det er imod klubbens regler, og det ved de unge godt. Så det sker, at de forsøger at skjule røde øjne med øjendråber. Men klublederen Rami Cheikh opdager det altid alligevel. Så tager han fat i dem og får en snak med dem. De får at vide, at klubben ikke tolerer rusmidler – men de bliver ikke smidt ud. Det er der en rigtig god grund til.

"De unge, der ryger hash, gør det som regel af en grund. Måske har de problemer, de ikke kan overskue. Hvis de ikke kan være her, fordi vi smider dem ud, er der desværre en risiko for, at vi skubber dem længere ud i periferien. Måske begynder de at opsøge "det dårlige selskab" – og får flere problemer," siger Rami Cheikh.

Klubben har et beredskabssystem, hvis en ung får alvorlige trivselsproblemer, herunder også med rusmidler. Så bliver den unges forældre, skolen og SSP-medarbejderen inddraget.

Men klubben har ikke nogen egentlig nedskrevet rusmiddelpolitik, der forholder sig til, hvordan den mere præcist skal agere i de tilfælde, hvor dens unge bruger rusmidler. Derfor sagde den ja til at deltage i et projekt sammen med Koldings andre ungdomsklubberne, hvor målet er at få udformet en fælles rusmiddelpolitik. Det særlige ved projektet er, at klubberne tager de unge selv med på råd.

Egne regler er bedst
I efteråret 2011 deltog en håndfuld unge fra Skovparken derfor i en workshop, hvor de mødte en masse af byens andre unge og diskuterede rusmidler. Herunder hvad de unge mener, de har brug for, hvis de selv eller en kammerat får et problematisk rusmiddelforbrug.

"Det var ret spændende," siger 18-årige Badri fra Skovparkens ungdomsklub.

"Man vil jo gerne hjælpe en ven, hvis han har problemer. Men det er svært, for man vil heller ikke være en stikker, der siger det videre til hans forældre eller de voksne i klubben. Det kan bare give flere problemer," siger han.

16-årige Moustafa var også med til workshoppen. Han synes, det var en rigtig god ide, at han og de andre unge blev inviteret med til at lave en rusmiddelpolitik.

"For når man selv har været med til at lave reglerne, er det svært at sige, man er uenig i dem eller ikke vil overholde dem," siger han.

På workshoppen deltog godt 30 unge fra forskellige geografiske områder i Kolding Kommune, med forskellig baggrund, forskellig alder og forskellige erfaringer med rusmidler.

Tanken bag dagen var at få de unges bud på, hvad de forventer af deres ungdomsskole, hvis de eller en ven bruger rusmidler eller har problemer med rusmidler. Hvad med forældrene? I hvor høj grad synes de unge, at deres forældre skal inddrages? Og er rusmidler egentlig acceptabelt – eller helt uacceptabelt? Er der forskel på at bruge alkohol og hash for eksempel?

De unges input skulle så gives videre til de professionelle, som ville bruge de unges ord og tanker i den videre proces mod at få formuleret en rusmiddelpolitik for Koldings ungdomsskoler.

Rollemodeller er godt
For Moustafa og Badri er der ingen forskel på hash og alkohol, fortæller de.

"Det er lige meget, om man drikker eller ryger. Man har et problem, hvis man gør det meget tit eller flere gange om ugen," siger Badri.

Moustafa nikker:
"Hvis man ikke kan kontrollere det eller styre det, så mener jeg, at man har et problem," siger han.

Begge drenge mener, at det skal være forbudt at være påvirket af rusmidler, når man er i klubben. Det handler for dem meget om at være en god rollemodel for de yngre.

"Det er jo os, der skal vise dem, der er mindre, hvilken vej man skal gå. De ser op til os," siger Badri.

Det er Moustafa enig i. Han er selv lidt yngre end Badri, og han lægger mærke til, hvordan de større unge opfører sig, og hvad de gør.

Men hvad gør man så egentlig, hvis en af klubkammeraterne tydeligvis er påvirket? Eller hvis man har mistanke om, at han eller hun har problemer med rusmidler?

Det er drengene ikke helt sikre på. Det er en svær balancegang, for hvornår hjælper man – og hvordan vil det blive opfattet af den, man gerne vil hjælpe?

Også derfor mener de, at det vil være en fordel med en helt klar rusmiddelpolitik. Så ved alle unge, hvad der skal ske i en sådan situation. Man følger reglerne – og er ikke overladt til sin egen usikkerhed.

Familien: Et ømt punkt
Udfordringen er så bare, hvad reglerne skal sige. Og hvem man som ung skal gå til. Det var der ikke enighed om blandt de unge på workshoppen. Faktisk var mødet med de andre unge og deres erfaringer og holdninger det, der var allermest spændende – men også allermest overraskende – for de to drenge.

"Der er forskel på, hvor man kommer fra," siger Badri – med henvisning til, at de fleste i Skovparken har etnisk minoritetsbaggrund, mens andre klubber i Kolding har flest unge med dansk majoritetsbaggrund.

"Nogle fortalte, at de kunne snakke med deres forældre om alt, og at de sagtens kunne gå til deres klasselærer, hvis de har problemer. Så det ville de gøre, hvis de selv eller andre havde problemer med hash eller alkohol. Vi sad bare og tænkte "hvad?!"," siger han og griner.

For både ham, Moustafa og de andre i klubben ville det være utænkeligt. Til gengæld kan de snakke med klublederen Rami om næsten alt. Men hvad så hvis Rami bliver nødt til at sige det videre til forældrene?

Spørgsmålet bliver hængende ubesvaret i luften. Forældresamarbejdet i en kommende rusmiddelpolitik er en øm plet – også for Rami Cheikh. Han ved godt, at de unge ikke er glade for, hvis han orienterer familien. Omvendt har han nogle lovgivningsmæssige retningslinjer, han skal følge som professionel. Og det gør han – forældrene bliver orienteret, hvis en ung gentagne gange møder påvirket op i klubben.

"Det kan være svært, når familien til en ung skal inddrages. For hvis det betyder, at den unges problemer dermed bare bliver meget værre – hvad så?," spørger Rami Cheikh.

Det gode er, at klubben har overvejende positive erfaringer med at inddrage forældre. De erfaringer kan man bygge videre nu i processen med at formulere en rusmiddelpolitik.

Håbet er, at den vil gøre det nemmere for både unge og fagpersoner at snakke åbent om rusmidler og at handle på den bedste måde.

[Fakta]

- Unge-workshoppen i Kolding var en del af en længere proces med at få udarbejdet en rusmiddelpolitik for Koldings ungdomsskoler.

- Projektet var et samarbejde mellem Unges Misbrug og Kolding Kommune, og undervejs i projektet blev både de unge, forældre og fagpersoner involveret i processen.

- Unge-workshoppen blev faciliteret af erfarne professionelle – nemlig to ungerådgivere fra Roskilde Kommunes ungeprojekt, der har haft stor succes med at inddrage unge og skabe dialog med unge om rusmidler gennem kommunens Sundhedseksperimentarium.