Et lettere løft
Nye tal fra projekt i Socialstyrelsen viser, at teknologi kan frigøre meget tid og dermed mange penge, når ældre, der ikke længere selv magter at bevæge sig rundt, skal forflyttes. Gennemføres teknologien på landsplan, kan der årligt frigøres 859 fuldtidsstillinger i ældreplejen - det svarer til 357 millioner kroner.
Der findes knap 20.000 ældre borgere herhjemme, som dagligt har behov for at blive forflyttet flere gange i løbet af en dag. Teknologien gør, at én medarbejder kan forflytte den ældre i stedet for to.
Beregningerne er lavet ud fra målinger i et projekt, hvor Socialstyrelsen i samarbejde med tre kommuner har afprøvet en personløfter og en bade-/toiletstol til at forflytte ældre. Projektet har desuden vist, at de berørte medarbejdere oplever, at teknologien har forbedret deres arbejdsmiljø, bl.a. fordi de belastes mindre fysisk i deres arbejde. De ældre, der forflyttes, er også tilfredse og trygge ved teknologien.
Projektet er gennemført i samarbejde med Hjælpemiddelinstituttet og Odense, Aarhus og Slagelse Kommuner med støtte fra ABT-fonden.