Støvsugerrobotter
Rengøring er et arbejdskrævende område i plejesektoren, men med systematisk brug af robotstøvsugere og tilpasning af arbejdsgange kan støvsugningen klares nemmere.
Resultater fra 9 plejecentre viser, at tidsforbruget på støvsugning kan halveres i såvel boliger som fællesrum, og at der særligt for fællesrum er et økonomisk potentiale.
Afprøvning i 4 kommuner
Afprøvningen er gennemført på 9 plejecentre i samarbejde med Norddjurs, Århus, Horsens og Høje-Taastrup Kommuner og Teknologisk Institut.
Der har været lagt vægt på at foretage de nødvendige ændringer i forhold til organisering og arbejdsgange. Målet har været konkret at dokumentere, hvor meget tid der kan spares, og yderligere opsamle praktisk viden om, hvordan besparelsen opnås.
Evaluering og resultater
Evalueringen af projektet viser positive resultater på flere områder:
- Tidsforbruget på støvsugning, fejning og tørmopning er reduceret med ca. 50 % i fællesrum og ca. 57 % i boliger.
- Særligt for fællesrum, hvor der støvsuges meget, har der vist sig en økonomisk gevinst.
- Hovedparten af medarbejderne mener, at støvsugerrobotterne har positiv effekt på arbejdsmiljøet.
- De ældre er overvejende tilfredse med støvsugningen.
Der har vist sig at være en del variation mellem plejecentrene i projektet. For at andre kommuner kan få ligeså gode resultater, som projektet viser, er det derfor afgørende, at ledelsen på plejecentrene tager udgangspunkt i lokale forhold og arbejder målrettet med tilpasning af arbejdsgange og håndtering af praktiske udfordringer.
Læs resume af business case (pdf)
Projektet har fået 4,5 mio. i støtte fra Fonden for Velfærdsteknologi (tidligere ABT-fonden).
Kontakt
Fuldmægtig Lise Skov Pedersen, tlf. 41 93 25 01