Personlig pleje, herunder hjælp til toiletbesøg og "nedre toilette", er en arbejdskrævende ydelse i plejesektoren. Ældre- og handicapvenlige toiletter vil kunne gøre flere borgere selvhjulpne og i visse tilfælde helt overflødiggøre hjælp til toiletbesøget. Dermed kan personalet spare tid til hjælp i forbindelse med toiletbesøget samt afledt tid til fx transport. Andre fordele kan være forbedret arbejdsmiljø for personalet samt bedre livskvalitet for borgere, der kan undvære hjælp til toiletbesøg.
Ældre- og handicapvenlige toiletter afprøves i 4 kommuner
Socialstyrelsen afprøver i samarbejde med 4 projektkommuner -Roskilde, Slagelse, Holstebro og Århus - samt Center for Robotteknologi ved Teknologisk Institut ca. 65 vasketoiletter, toiletstole og løftemekanismer til siddepladsen i ældreboliger og andre private boliger, fx i handicappedes hjem.
Vasketoiletterne installeres på de eksisterende toiletter og kombineres med en toiletstol med højdeindstilling og elektrisk kip af sæde. I kombination med disse to teknologier skal projektet afprøve en løftemekanisme til borgerens siddeplads, der støtter borgeren i bevægelsen fra siddende til stående stilling og omvendt, så borgeren kan komme til og fra toilettet.
Selve testperioden påbegyndes i efteråret 2010 og varer til ultimo 2011.
Projektet har fået 5,6 mio.i støtte fra Fonden for Velfærdsteknologi (tidligere ABT-fonden).
Evaluering og resultater
I evalueringen dokumenteres det arbejdskraftbesparende potentiale ved før- og eftermålinger af personalets tidsforbrug til hjælp i forbindelse med toiletbesøg og det afledte tidsforbrug i relation hertil - primært transporttid. Ligeledes dokumenteres forudsætningerne for succesfuld implementering af teknologierne.
Derudover vil evalueringen belyse øvrige mulige potentialer ved brug af vasketoiletter og toiletstole, fx forbedret arbejdsmiljø samt bedre servicekvalitet for borgerne.
Evalueringen forventes klar i maj 2012 og vil indeholde en business case og en implementeringsvejledning til kommunerne. Afhængig af resultaterne vil Socialstyrelsen udarbejde et oplæg til national implementering.
Kontakt
Fuldmægtig Claudia Strasser, tlf. 41 93 25 23