Råd om kontakten til forældrene

Kan mistanken om overgreb mod barnet ikke rettes mod forældrene, er det vigtigt at forældrene inddrages.

Er der mistanke om, at volden eller det seksuelle overgreb finder sted i barnets hjem, så må du ikke inddrage forældrene. Så skal du via din leder foretage en underretning til de sociale myndigheder.

Hvis barnet er udsat for vold eller seksuelle overgreb i hjemmet, kan det være forbundet med fare for barnets sikkerhed, hvis overgrebet afsløres. Det er derfor vigtigt, at de sociale myndigheder får mulighed for at vurderer på barnets sikkerhedssituation og evt. iværksættelse af tiltag i forhold til en beskyttelse af barnet, før forældrene involveres.
Desuden er det vigtigt i forhold til politiets efterforskning, at forældrene ikke når at få mulighed for, at slette bevismateriale eller true barnet til tavshed.

Er du og din leder imidlertid overbeviste om, at mistanken om vold eller seksuelle overgreb mod barnet ikke kan rettes mod forældrene, så skal I naturligvis inddrage forældrene.

Formålet er at etablere et samarbejde, der kan støtte barnet. Alt afhængigt af, hvilken fagperson du er, skal du måske i samarbejde med forældrene underrette de sociale myndigheder om, at barnet har behov for særlig støtte. Målet er at etablere nye handlemuligheder, hvor barnets perspektiv er i fokus.

I samtalerne med forældrene og barnet er det en god ide at tage udgangspunkt i, hvordan verden ser ud med barnets øjne, og hvilke muligheder barnet har.

Det er spørgsmål, som ofte overses af forældre og professionelle, fordi man netop i disse svære sager er så optaget af sin egen usikkerhed i forhold til de mange forskellige handlemuligheder.

Det er helt afgørende for forældrene, at de oplever, der bliver lyttet til dem. Forældre, der tidligere har haft samtaler med fagpersoner, giver i en række interviews følgende råd:

Gode råd til fagpersoner fra forældre

  1. Tal ikke ned til os, men respekter os, som vi er
  2. Brug jeres faglighed
  3. Vær åben og direkte
  4. Lyt til os
  5. Respekter vores følelser - vær rummelig
  6. Lad os i fællesskab finde ud af, hvad der kan gøres
  7. Hjælp os med at finde ud af, hvad vi selv kan gøre – og hvad vi magter
  8. Skab tryghed
  9. Læg vægt på det, vi er gode til - undersøg ressourcerne
  10. Vær åben, professionel og imødekommende

 

Bag alle punkterne ligger et grundlæggende ønske, der lyder: Se mit barn! Se mig som forælder.

Det gælder om at være åben og direkte. Sig tingene, som de er, og pak dem ikke ind i misforstået hensynsfuldhed. Det er den professionelles opgave at fastholde realiteten.

Der er forældre, som ikke ønsker en dialog og afviser ethvert samarbejde. Her er det vigtigt, at den professionelle fastholder sin bekymring og udnytter de muligheder, der er for at gå videre i sagen, som f.eks. at underrette socialforvaltningen, selvom forældrene ikke ønsker det.

Document Actions
Print side
Del med andre

 

Se tv-spot fra kampagnen


Se tv-spot fra kampagnen

SOCIALSTYRELSEN