Hvilke tegn og signaler skal du være opmærksom på?
Det er vigtigt at understrege, at der ikke findes entydige signaler for, om barnet har været udsat for et seksuelt overgreb. Men barnet kan med sin væremåde godt "fortælle", at det mistrives - og en af årsagerne hertil kan være seksuelt misbrug.
Omvendt er det ikke nødvendigvis enkelt for andre at gennemskue en adfærd, der indikere, at barnet har været udsat for et eller flere seksuelle overgreb. Børn er forskellige og udtrykker sig forskelligt. Nogle er mere direkte end andre, men de vil alle være præget at det, de har været udsat for.
Nogle børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, fortæller det til en voksen, de har tillid til. Her er det vigtigt at tro på barnets udtalelser. Men ofte fortæller børnene det indirekte og antydningsvis. Lad den voksne, der har den bedste kontakt til barnet, tale med barnet og spørge åbent ind til det, barnet siger. Det er meget vigtigt ikke at "pumpe" eller afhøre barnet - det er politiets job. Lad være med at lægge din egen bekymring ind i spørgsmålene til barnet. Spørg neutralt.
Mange børn vælger dog at tie helt om overgrebene, og man skal derfor kende signaler, man bør reagere på.
Mulige fysiske tegn og reaktioner:
Fysiske symptomer
Fysiske symptomer kan være en direkte følge af seksuelle overgreb. Der kan være tale om rødmen, mærker, irritation eller blødninger ved kønsorganer, munden eller endetarmsåbning, underlivssmerter og /eller påfaldende ubehag, når barnet tisser eller har afføring.
Ufrivillig vandladning og afføring
Nogle børn kan få ufrivillig vandladning eller afføring efter, at de har været renlige.
Påfaldende påklædning og kropsattitude
Barnet skjuler sin køns- og pubertetsudvikling fx ved at gå i alt for stort tøj. Det modsatte kan også være tilfældet, at barnet klæder sig påfaldende udfordrende. Der kan også være tale om, at barnet er usoigneret, beskidt, ikke vil gå i bad, føler lede ved sin krop etc.
Spiseforstyrrelser
Kan vise sig ved, at barnet sulter sig (anoreksi) eller spiser overdrevent, og efterfølgende kaster op (bulimi).
Mulige psykiske tegn og reaktioner:
Psykosomatiske symptomer
Symptomerne kan vise sig som "uforklarlig" mavepine eller hovedpine, men der kan også være tale om ufrivillige, nervøse bevægelser, tics og handlinger.
Umotiveret gråd – angstreaktioner - utryghed
Et barn, der er udsat for seksuelle overgreb, og som føler, det ikke kan tale med andre om det, lever i en følelsesmæssig spænding. Det kan vise sig ved pludselig og tilsyneladende ubegrundet gråd eller angstreaktioner. Det kan også vise sig ved, at barnet pludselig bliver bange for mørke, bange for at være alene, bange for bestemte lyde og lugte.
Apati – opgivenhed – meningsløshed - depression
Et barn, der har været udsat for seksuelle overgreb, kan opleve magtesløshed. Måske forstår barnet ikke hvad det udsættes for, og barnet kan være præget af følelser af tristhed og ensomhed, der kan udvikle sig til depressive reaktioner.
Manglende selvværdsfølelse – hjælpeløshed – passivitet
Et barn, der har været udsat for seksuelle overgreb, har tendens til at synes dårligt om sig selv. Barnets følelse af selvværd bliver påvirket negativt, barnet kan miste troen på sig selv og egne kompetencer, og kan derfor komme til at fremstå hjælpeløst og passivt.
Søvnløshed – mareridt
Alle børn kan være bange for mørke og have nætter, hvor de ikke kan sove og/eller har mareridt, men der bør reageres, hvis der opstår et mønster eller det optræder samtidig med andre signaler fra denne oversigt.
Mulige sociale og adfærdsmæssige tegn og reaktioner:
Ændring af adfærd
Har man kendt barnets tidligere, normale adfærd, og kan man pludselig se markante ændringer, der bekymrer, så bør man reagere. Barnet kan have svært ved at indgå i forpligtende, følelsesmæssige relationer med andre. Det kan også have mistet sin nysgerrighed og tillid til omgivelserne. Vær opmærksom på, at seksuelle overgreb kan have stået på i årevis - her kan man ikke nødvendigvis se ændringer i adfærden.
Påfaldende aktiv seksuel adfærd
Et barn, der har været udsat for seksuelle overgreb, vil måske vise det ved avancerede seksuelle lege. Nogle børn udviser en påfaldende seksuel adfærd over for voksne, hvor der sker en sammenblanding af kontakt/omsorg og seksualitet, fordi barnet grundet de seksuelle overgreb ikke har lært at skelne.
Modvilje mod at være sammen med en bestemt person
Afhængigt af barnets alder, udviklingstrin og relation til en evt. krænker, vil barnet måske protestere mod at skulle være sammen med eller alene med en bestemt person.
Aggressivitet - destruktivitet – hyperaktivitet
Nogle børn vil reagere på overgrebet ved at blive aggressive over for andre børn og voksne og eventuelt have uforklarlige raserianfald. Det kan også resultere i fysiske angreb på andre. Andre børn reagerer med hyperaktivitet, hvor de kan være præget af at skifte aktivitet i et meget højt, uligevægtigt tempo.
Manglende koncentration
Mange børn kan få problemer med koncentrationen, indlæring og leg.
Selvdestruktiv adfærd
Hos de lidt større børn vil man nogle gange kunne se selvmordstanker eller anden selvdestruktiv adfærd, hvor barnet f.eks. skærer i sig selv, brænder sig selv og lignende.
Regredierende adfærd
Regression vil sige, at barnet "går tilbage i udvikling" og pludselig udviser en adfærd, det ellers var vokset fra, fx. begynder barnet at tisse i sengen/bukserne, har afføring i bukserne, taler med (over)barnlig stemme, går helt i baglås i kendte situationer og lignende.
Vedholdende tavshed
Hemmeligholdelse og trusler om repressalier, hvis overgrebet afsløres, kan være en belastning for barnet. En afsløring af overgrebene kan derfor opleves som mere skræmmende for barnet end selve overgrebene. Det kan resultere i at barnet reagerer med tavshed og isolation.