Gå lidt væk fra barnet uden at være afvisende

Hvis ikke der er nogen til at aflaste dig, så fjern dig en lille smule fra barnet. Gå en lille tur ind i et andet værelse eller hen i den anden ende af det rum, hvor barnet er. Se om barnet så raser ud – og gå tilbage for igen at forsøge at trøste og berolige. Men du må ikke straffe barnet ved at gå fra det i længere tid.

Børn kan blive ganske umulige – synes de voksne. Og hvordan får man så sit barn ned på jorden igen? Det gør man frem for alt ved at være til stede.

Man må ikke isolere barnet bag en lukket dør. Barnet har ikke brug for, at du afviser det. Du kan afvise dets opførsel ved for eksempel at flytte dig fra barnet eller ved venligt, men bestemt, at sætte det i et andet rum, hvor det så kan få lov at rase ud. Når barnet ligger på gulvet og ”raser ud”, så er en total afvisning det, som han eller hun har allermindst brug for.

Når børn reagerer på den måde, vil de som regel gerne fortælle os andre, hvor svært det er at være dem lige nu. Det kan skyldes bagateller, men vi voksne kan ikke altid vide, hvad der er meget vigtigt og mindre vigtigt for et barn.

Det kan have direkte negative konsekvenser at isolere barnet i et lukket rum. Barnet kan blive i tvivl, om far eller mor overhovedet er der. Det kan også føle, at far og mor ikke længere kan lide det. Når du har talt til 10, så gå tilbage til dit barn, og vær omsorgsfuld så snart, du magter det.

Husk på, at børn har ret til at have deres følelser, men det giver dem naturligvis ikke ret til at gøre, som det passer dem.