Prøv at få aflastning fra andre
Prøv at få aflastning fra andre. Bare en halv times pause fra barnet kan gøre underværker
Nogle gange kan du føle det som om, at du ikke selv kan holde fast længere. Barnet har måske skreget rigtig længe, eller du synes, det har været helt umuligt i flere timer. Du føler, du er tæt på at eksplodere. Man får dårlig samvittighed over at have denne følelse, men det er noget, som alle forældre oplever. Og det går over igen.
Men når man er lige ved at "koge over", så prøv at få nogen til at hjælpe og aflaste dig. Måske kan din partner tage over en times tid, måske er der en bedsteforælder inden for rækkevidde eller en god nabo? De kan måske ikke komme dagligt flere timer i træk, men en kort pause på en halv times tid kan ofte gøre underværker.
Hvis du bliver aflastet ind imellem, vil du opleve, at du får ny energi og overskud. Du vil måske bedre kunne acceptere barnets adfærd, du vil få overblik og reagere mere tålmodigt og forstående over for dit barns opførsel. Også den urimelige slags.